MOVIEBOXEN

Af og til ser man en film, der er så ringe, at man tror, det er løgn. Som for eksempel Taken 3, som jeg i dag har spildt to timer af mit liv på. Os, der stadig elsker slagfærdige actionfilm, går gerne langt for et skrald action og risikerer ind i mellem at støde på en fuser. Men Liam Neesons seneste hævntogt er så pinligt dårligt, at det ikke burde være lavet og slet ikke vises mod betaling. Det hele er så komplet forudsigeligt, plat og uspændende, at man falder hen og bare venter på, at det skal slutte. Neeson smadrer en bunke banditter, men der er ikke skyggen af hverken charme eller ordentlig action som f.eks. i den hårdkogte The Equalizer med Denzel Washington. Actionscenerne er både klichéfyldt udført og umotiverede i forhold til historien - de er blot tilfældige eksplosioner, skyderier og slagsmål med jævne mellemrum. Når Neeson flere gange mirakuløst undslipper en eksploderende bil, forklares det kedeligt i en efterfølgende flashback. Forest Whitaker skal for...

Synes du, at regeringens beskæftigelsesindsats er uanstændig, skulle du bare møde Lou Bloom, chefen for Video News! I den biografaktuelle 'Nightcrawler' spiller Jake Gyllenhaal den arbejdsløse enspænder Lou Bloom, der af nød begynder at filme og sælge voldelige nyheder til en sensationsdrevet Los Angelses tv-kanal. Han har blik for virkelighedens drama, og business is booming . Snart opstår der naturligvis masser af juridiske og etiske dilemmaer om at vise slemt tilskadekomne eller ligefrem døende på skærmen. Men Lou og hans redaktør Nina (Rene Russo) har begge smag for blod og brug for de sensationelle billeder til deres karriere, og det juridiske og etiske klares ved at sløre ofrenes ansigter og andre fikse tricks. Det er den velkendte historie om mediernes nyfigenhed og kulturens kynisme, og om en forstyrret person, der finder sit "kald". Lou og plottet virker ekstreme og på grænsen til det karikerede, men vi accepterer det, fordi vi genkender ...

Det er Halloween-måned. Den amerikanske udgave af allehengensaften har bredt sig fra én aften til en hel måned. Herhjemme bruges dagen af gyserfans til at fejre deres yndlingsfilm gennem en hel maraton-måned. Rundt omkring på nettet deler folk venligt deres sirlige planer for hvilke titler, de skal se, og tilbyder udførlige lister over film, der er for seje. Det må jeg osse prøve. Men lister er egentlig noget underligt noget. Laver man dem for at hjælpe andre eller for at udstille sin egen gode smag? Hvor striks skal man være mht. kvalitet og guilty pleasures ? Og man kan aldrig få tallet til at passe, uanset hvor lang eller kort, man laver listen. Desuden er jeg jo ikke rigtig gyserfan - og slet ikke ekspert. Jeg har f.eks. aldrig fået set de legendariske, engelske Hammer-film, de italienske kultinstruktører Argento og Bavas værker, berømte  video nasties som 'Kannibalmassakren' og 'Driller Killer', og Hitchcock og Kubricks klassikere er det længe siden,...

Så har jeg fisket endnu en VHS-film op af de to poser, jeg forleden fandt i kræmmerhallen i Thyborøn. Titlen er 'Private Duty Nurses' - på dansk 'Den Syge By'. Der findes to slags b-film: De primitive og underholdende som 'Death Race 2000' og de mislykkede og kedelige. 'Private Duty Nurses' fra 1971 er desværre en af de sidste. Produceren Roger Corman er berømt for at kværne billige b-film ud i massevis - på imdb.com er han noteret for hele 409 styk! Et af hans hits er den nævnte 'Death Race 2000', en satirisk sci-fi, hvor Sly Stallone og David Carradine i fremtidens ultravoldelige billøb nedkører fodgængere for point. Corman har gramset på stort set alle b-film genrer fra sci-fi over gyser til blaxploitation - samt en af halvfjerdsernes mere obskure undergenrer;  sygeplejerske-filmen. I denne spidsfindige genre følger vi som navnet antyder en gruppe unge sygeplejersker og deres genvordigheder med job, privatliv og Kærligheden - og ge...

Så er det tid til at starte på de to poser VHS-film, jeg fandt i en støvet kræmmerhal i Thyborøn i sidste måned. Første film: 'En taber ser rødt' (originaltitel: 'Forced Entry'). En af halvfjerdserne og firsernes undergenrer er 'home invasion'-film - film om samfundets skrøbelighed, hvor almindelige mennesker overfaldes i deres hjem af tilfældige fremmede med krigstraumer eller seksuelle komplekser i udbrud. Et hovedhærk er Charles Bronson-klassikeren 'Death Wish' ('En mand ser rødt') fra 1974, hvor en familiefar forvandles til tavs hævner, efter at hans kone og datter myrdes i deres hjem af tilfældige bøller. Et nutidigt eksempel er Michael Hanekes 'Funny Games' (1997). 'En taber ser rødt' fra 1975 er en underlig blanding af simpel exploitation og psykologisk drama, så på den ene side kan man ikke tage den alt for seriøst, og på den anden side underholder den heller ikke rigtigt, men alligevel har den en sær blandin...

Ah! Findes der noget bedre end en vellykket sci-fi blockbuster med kant og mening? Den seneste tur til abernes planet er for mig årets foreløbig bedste sci-fi film og en af de bedste blockbusters siden Christopher Nolans Batman-trilogi. Simpelthen. Spoilers forude. 'Abernes planet: Revolutionen' fortsætter, hvor 'Abernes planet: Oprindelsen' (2011) slap: I en ubestemt fremtid, hvor en abeinfluenza-epidemi har udryddet det meste af Jordens befolkning, lever de få overlevende i primitive enklaver, mens aberne langsomt udvikler den boostede intelligens og de sociale færdigheder, de har fået via medicinske forsøg. De to racer støder sammen i en kamp om resurser og territorie, og der er brådne kar på begge side, som hver har traumer pga. den anden race. Det kommer naturligvis efter nogle misforståelser og små sammenstød til åben krig. 'Revolutionen ...' præsenterer sig som en stor og vedkommende science fiction-film, der har mere til fælles med 1970...

Jeg har aldrig været den store gyserfan, men er i de seneste par år blevet lidt grebet af de mere raffinerede eksempler som Alien, Børnehjemmet og Dawn of the dead - den slags film, hvor mennesker må overvinde truende situationer, eller hvor det visuelle bare er udtrykfuldt og medrivende. Så forleden genså jeg den første film i Fredag den 13.-serien om morderen med ishockeymasken, Jason Vorhees, som jeg sidst så engang i firserne. Armeret med lige dele mod og nysgerrighed gennemgik jeg den krybende uhygge, efterhånden som mørket omsluttede filmens lille primitive lejr, hvor de unge gæster blev lokket i baghold og bestialsk slagtet en efter en til den skrækindjagende "ki-ki-ma-ma"-musik.  Cirka midtvejs begyndte jeg at undre mig over, hvor ikoniske Jason med masken og macheten blev af. Da næsten hele flokken var udryddet, og den sidste overlevende ravede rædselsslagen rundt i lejren, dukkede pludselig en sød ældre dame op. Da gik det op for mig, at Jaso...