MOVIEBOXEN

Her bringer vi en mailkorrespondence mellem tre voksne mænd med hang til firser-actionfilm. Bare fordi. Navnene er ændret, men er kendt af redaktionen.  - Hej drenge Har I set det her 70er-action drama med Lee Marvin og gene Hackman? Kom i tanke om en scene med en majetærsker for nylig og har nu fundet titlen. Skal snarest ha den skaffet på DVD... J - Den film kender jeg ikke. Jeg prøver stadigvæk at huske mere om to film fra min spæde barndom som jeg meget gerne ville se igen.Den ene kaldte vi "dræberbilen" og handlede om en fyr der tvang andre billister på en motorvej til at køre galt. Gerningsmanden kørte i en sort Chevy van. Senere malede min bror og jeg en legetøjs bil sort så vi kunne genskabe "dræberbilen". Og nej, det er ikke den Spielberg film der vist har en handling der minder om ovenstående. Den anden handler om en bombe på et skib hvor nedtællingen er i fuld gang. Nogle specialsoldater bliver sænket ned på dækket i stormfuldt vejr

Som et frisk pust præsenterer Movieboxen denne gang en gæsteskribent. Det er vores journalist-ven Morten, der deler oplevelsen af at miste sin elskede videosamling.    Cirkeline – en storbymus Jeg har eet VHS-bånd tilbage; ”Cirkeline – en storbymus”. Og faktisk er det ikke engang mit. Det er min datters. Men lad os nu også lige være ærlige; VHS-bånd er jo et hæsligt format. Altså, en ting er båndenes størrelse. Alt for store til en lomme og alt for små til en pose. Men noget helt andet er jo selve kvaliteten på et VHS-bånd. Når man lejede en videofilm samlede hovedparten af spændingen sig om, hvorvidt man overhovedet kunne se og høre filmen. Helt galt blev det, hvis man optog film fra TV. Eller overspillede andres film ved at slutte to videoer sammen. Det krævede nærmest, at man havde set filmene før for at kunne følge med i dem senere. Men måske var det netop derfor VHS var så fedt. Når man først havde fået fat på de rigtige film, så passede man på dem. Jeg slettede

Jeg opfatter stadig DVD’en som et relativt nyt, smart medie, og jeg kan sagtens huske da VHS-båndet var det almindelige videomedie – da det fede var en engelsk import-video uden irriterende danske undertekster, og da man lejede film på videobånd og en moviebox at se dem på. For dem der ikke kan huske så langt tilbage eller ikke er gamle nok, var en moviebox en robust VHS-afspiller indkapslet i stødfast plastic – lige til at smide bag på cyklen sammen med en pose med film, slik og en halvandenliterscola . I dag virker kombinationen bånd og moviebox håbløst gammeldags, tung og skrøbelig: Når man kom hjem med film og moviebox – hvis videobutikken da havde nogen på lager – skulle man først lade både bånd og maskine stå en halv time og opnå stuetemperatur. Ve den, der hovedløst tændte maskinen med det samme! Han var garanteret båndflimmer – sikkert resten af aftnen - for ikke at nævne risikoen for bødestraf for misbrug af udstyret. Efter tålmodig venten skulle man så koble maski