Jeg har aldrig været den store gyserfan, men er i de seneste par år blevet lidt grebet af de mere raffinerede eksempler som Alien, Børnehjemmet og Dawn of the dead - den slags film, hvor mennesker må overvinde truende situationer, eller hvor det visuelle bare er udtrykfuldt og medrivende. Så forleden genså jeg den første film i Fredag den 13.-serien om morderen med ishockeymasken, Jason Vorhees, som jeg sidst så engang i firserne. Armeret med lige dele mod og nysgerrighed gennemgik jeg den krybende uhygge, efterhånden som mørket omsluttede filmens lille primitive lejr, hvor de unge gæster blev lokket i baghold og bestialsk slagtet en efter en til den skrækindjagende "ki-ki-ma-ma"-musik. Cirka midtvejs begyndte jeg at undre mig over, hvor ikoniske Jason med masken og macheten blev af. Da næsten hele flokken var udryddet, og den sidste overlevende ravede rædselsslagen rundt i lejren, dukkede pludselig en sød ældre dame op. Da gik det op for mig, at Jason se
Gode genrefilm. Siden 2006.