MOVIEBOXEN

Det er Halloween-måned. Den amerikanske udgave af allehengensaften har bredt sig fra én aften til en hel måned. Herhjemme bruges dagen af gyserfans til at fejre deres yndlingsfilm gennem en hel maraton-måned. Rundt omkring på nettet deler folk venligt deres sirlige planer for hvilke titler, de skal se, og tilbyder udførlige lister over film, der er for seje. Det må jeg osse prøve. Men lister er egentlig noget underligt noget. Laver man dem for at hjælpe andre eller for at udstille sin egen gode smag? Hvor striks skal man være mht. kvalitet og guilty pleasures ? Og man kan aldrig få tallet til at passe, uanset hvor lang eller kort, man laver listen. Desuden er jeg jo ikke rigtig gyserfan - og slet ikke ekspert. Jeg har f.eks. aldrig fået set de legendariske, engelske Hammer-film, de italienske kultinstruktører Argento og Bavas værker, berømte  video nasties som 'Kannibalmassakren' og 'Driller Killer', og Hitchcock og Kubricks klassikere er det længe siden,...

Så har jeg fisket endnu en VHS-film op af de to poser, jeg forleden fandt i kræmmerhallen i Thyborøn. Titlen er 'Private Duty Nurses' - på dansk 'Den Syge By'. Der findes to slags b-film: De primitive og underholdende som 'Death Race 2000' og de mislykkede og kedelige. 'Private Duty Nurses' fra 1971 er desværre en af de sidste. Produceren Roger Corman er berømt for at kværne billige b-film ud i massevis - på imdb.com er han noteret for hele 409 styk! Et af hans hits er den nævnte 'Death Race 2000', en satirisk sci-fi, hvor Sly Stallone og David Carradine i fremtidens ultravoldelige billøb nedkører fodgængere for point. Corman har gramset på stort set alle b-film genrer fra sci-fi over gyser til blaxploitation - samt en af halvfjerdsernes mere obskure undergenrer;  sygeplejerske-filmen. I denne spidsfindige genre følger vi som navnet antyder en gruppe unge sygeplejersker og deres genvordigheder med job, privatliv og Kærligheden - og ge...

Så er det tid til at starte på de to poser VHS-film, jeg fandt i en støvet kræmmerhal i Thyborøn i sidste måned. Første film: 'En taber ser rødt' (originaltitel: 'Forced Entry'). En af halvfjerdserne og firsernes undergenrer er 'home invasion'-film - film om samfundets skrøbelighed, hvor almindelige mennesker overfaldes i deres hjem af tilfældige fremmede med krigstraumer eller seksuelle komplekser i udbrud. Et hovedhærk er Charles Bronson-klassikeren 'Death Wish' ('En mand ser rødt') fra 1974, hvor en familiefar forvandles til tavs hævner, efter at hans kone og datter myrdes i deres hjem af tilfældige bøller. Et nutidigt eksempel er Michael Hanekes 'Funny Games' (1997). 'En taber ser rødt' fra 1975 er en underlig blanding af simpel exploitation og psykologisk drama, så på den ene side kan man ikke tage den alt for seriøst, og på den anden side underholder den heller ikke rigtigt, men alligevel har den en sær blandin...

Ah! Findes der noget bedre end en vellykket sci-fi blockbuster med kant og mening? Den seneste tur til abernes planet er for mig årets foreløbig bedste sci-fi film og en af de bedste blockbusters siden Christopher Nolans Batman-trilogi. Simpelthen. Spoilers forude. 'Abernes planet: Revolutionen' fortsætter, hvor 'Abernes planet: Oprindelsen' (2011) slap: I en ubestemt fremtid, hvor en abeinfluenza-epidemi har udryddet det meste af Jordens befolkning, lever de få overlevende i primitive enklaver, mens aberne langsomt udvikler den boostede intelligens og de sociale færdigheder, de har fået via medicinske forsøg. De to racer støder sammen i en kamp om resurser og territorie, og der er brådne kar på begge side, som hver har traumer pga. den anden race. Det kommer naturligvis efter nogle misforståelser og små sammenstød til åben krig. 'Revolutionen ...' præsenterer sig som en stor og vedkommende science fiction-film, der har mere til fælles med 1970...

Jeg har aldrig været den store gyserfan, men er i de seneste par år blevet lidt grebet af de mere raffinerede eksempler som Alien, Børnehjemmet og Dawn of the dead - den slags film, hvor mennesker må overvinde truende situationer, eller hvor det visuelle bare er udtrykfuldt og medrivende. Så forleden genså jeg den første film i Fredag den 13.-serien om morderen med ishockeymasken, Jason Vorhees, som jeg sidst så engang i firserne. Armeret med lige dele mod og nysgerrighed gennemgik jeg den krybende uhygge, efterhånden som mørket omsluttede filmens lille primitive lejr, hvor de unge gæster blev lokket i baghold og bestialsk slagtet en efter en til den skrækindjagende "ki-ki-ma-ma"-musik.  Cirka midtvejs begyndte jeg at undre mig over, hvor ikoniske Jason med masken og macheten blev af. Da næsten hele flokken var udryddet, og den sidste overlevende ravede rædselsslagen rundt i lejren, dukkede pludselig en sød ældre dame op. Da gik det op for mig, at Jaso...

Jeg har engang arbejdet i en rigtig firser-videobutik. Det var Vest-Video i Frederica. Jeg var der et års tid omkring ‘88. En dag i en mellemtime i gymnasiet cyklede jeg forbi Vestcenter på Vejlevej og spurgte, om de ikke havde brug for en frisk mand. Det havde de, og så blev jeg ægte videopusher i en af byens bedste videokiosker. I dag er det lidt retrocool (hvis man er filmnørd), men dengang var det bare et fritidsjob. Det var tiden med movieboxe og VHS-bånd, Jolly Cola og Matadormix. Det gjaldt om at have movieboxe nok til kunderne og få de udlejede film tilbage til tiden - tilbagespolede og uden båndsalat. Vi havde alle slags film - også “frækfilm”, som chefen kaldte dem. De stod på øverste hylde, men efterhånden kom de længere og længere ned på stativerne. Vi måtte låne de ledige film og movieboxe med hjem efter lukketid, og efter de fleste vagter cyklede jeg hjem med en tung moviebox og en pose med film, snold og cola på bagagebæreren til familiens store fornøjelse. Efter...

Alt får en ende. Også genrefilm-blogs. Og nu er det blevet tid til at trække strømmen på Movieboxen. Bloggen opstod for syv år siden, da undertegnede begyndte at samle skæve og interessante VHS-film op i genbrugsbutikker og på kræmmermarkeder. Mellem de mange kasserede kassetter med Nynne og Bananer i pyjamas stak kulørte covers som Rollerball, Death Race 2000 og Willy Wonka og Chokoladefabrikken ud og vakte undertegnedes interesse for anderledes, spraglede og effektive - ofte klodsede og ømme - men altid underholdende genrefilm, som levede videre på det døde format VHS. Et smukt venskab begyndte med action- og sci-fi titler som Ninja Amazone, Eve of Destruction, America 3000 og Thunderbolt Inferno, instruktører som Godfrey Ho og Jim Wynorski, helte som Franco "Django" Nero og "den italienske Serpico" Tomas Milian, samt respekterede skuespillere som Kyle McLachlan, Gregory Hines og Tom Selleck i roller, som aldrig nævnes i Oscarsammenhæng. Og det fortsat...