07 februar 2017

Lige før vi falder i søvn ... Anmeldelse af Just Before Dawn


Hov, der er nyt indlæg på Movieboxen! Efter et helt års stilhed! Hvad sker der?! Tja, bloggen var egentlig nedlagt, relanceret og nedlagt igen for længst. Men nu er den altså aktiv igen. I hvert fald for en stund. Vi kan kalde det en pop-up blog. 

Nå, men her er i Movieboxens ånd en anmeldelse af en tilfældig, uaktuel b-film. God læsning ..! 


Filmen hedder Just Before Dawn. Og det er den gamle slasher-historie: En flok teenagere tager på camping i Oregons bjerge, og det skulle de aldrig have gjort. På vejen møder de nogle lokale særlinge, der advarer dem mod onde kræfter i området, hvilket de selvfølgelig ignorerer, og så har vi balladen. I form af en overvægtig, indavlet psycho killer, der terroriserer gruppen omkring lejrbålet og slagter dem en efter en. Med machete, drukning fra hængebro og andet godt. 

Vi kender historien. Filmen er også fra slasherens tid med Fredag den 13., Morderisk mareridt, Maskernes nat osv. På imdb.com får den megen ros som en original gyser, der er "mere Deliverance end Fredag den 13." Men det var nu langt fra min oplevelse. 


Desværre er Just Before Dawn ret uopfindsom, forudsigelig og uspændende. Trods potentialet i setuppet. Den gennemspiller de typiske slasherelementer - hjælpeløse teens i den fremmede skov, sindssyge mordere med store våben osv. - men tilfører intet nyt. Den er faktisk heller ikke særlig uhyggelig eller spændende: Den udelader flere gange stemningsmusik, der kunne skabe en snigende uhygge, og den forspilder ligefrem flere chancer for gedigne jump scares ved at vise morderen komme luntende på lang afstand! FAIL! 


Som ved mange skuffende genrefilm er det bedste næsten indpakningen: Plakaten her ovenfor, traileren og åbningsscenen, hvor der panoreres henover sorte trætoppe til ildevarslende synthmusik. Jo, scenen, hvor de unge bader i søen, og morderen kommer til syne på den anden bred, minder om noget fra Fredag den 13., men forløses ikke helt. Der er også et par sjove overraskelser henimod slutningen og som genren dikterer til sidst et råt sammenstød mellem morderen og the final girl, som ikke skal afsløres her. 

Det er som om, instruktøren Jeff Lieberman ikke kan sit håndværk og formår at opbygge spænding eller uhygge. Underligt, når man tænker på, at han før denne har lavet populære gysere og science fiction-film som Ormenes nat og Blue Sunshine. 

Man skulle måske have været der selv og set filmen på 42nd Street eller Rådhuspladsen i 1981, men så skulle man nok have været ret begejstret teenager. Så er der for en drengerøv med akademikerbriller alligevel mere substans og basal underholdningsværdi i Maskernes nat, Motorsavsmassakren eller Slagterbanden. 

Bonusinfo: Jack Lemmons søn, Chris Lemmon, er med i filmen. Han falder i vandet og drukner. 


Score: 1 af 5 macheter. 


Just Before Dawn (1981) 
Instruktør: Jeff Lieberman
Manus: Mark Arywitz og Jeff Lieberman (under pseudonymet Gregg Irving) 
Med Gregg Henry, Deborah Benson, George Kennedy, Chris Lemmon, John Hunsaker m.fl. 
DVD fra Video International. Uden danske tekster eller bonusmateriale.

05 januar 2016

Årets filmhøst 2015



Endnu et filmår er gået, og det er tid til at gøre status over høsten. Her kommer traditionen tro min egen liste af årets favoritter i alle genrer. Håber, den kan inspirere ligesindede til gode filmoplevelser.


Årets amerikanske thriller: THE GIFT 
En mand fra fortiden dukker op og afslører sin barndoms tyran for hans kone - og mere til! Forfatter, instruktør og hovedrolleindehaver Joel Edgerton er et nyt bekendtskab for mig og passende foruroligende i rollen. Og Jason Bateman er overraskende god som dumt svin. Den rystende slutning er cirka lige så led som slutningen i 'Se7en'.

Årets europæiske thriller: MARSHLAND
Som en 'True Detective' i Katalanien. En klassisk genre om forbrydelse, samfund og makkerskab, men velfortalt og sammenbidt, som det skal være. Og en tand mere vedkommende end de beslægtede 'Den Franske Forbindelse' og 'Legend'.


Årets western: SLOW WEST 
Jeg er stor fan af tidens "neo westerns" som 'The Homesman' og 'There Will Be Blood'. Stilen med støvler henover plankegulv, voldsomme skæbner og dekonstruktion af westernmyter er på samme tid rustik og moderne og en forfriskende tendens.

Årets science fiction-gyser: JURASSIC WORLD 
"Raptors got a new alpha!" Efter utallige dødsulykker åbner Jurassic Park alligevel for gæster - med ny kynisk ledelse og endnu større og farligere monstre. Det kan da ikke gå galt. Det sjoveste ved dinoserien har altid været, hvad øglerne kunne præstere, og de giver den heldigvis igen gas på nye måder med både indbyrdes magtkampe og menneskelig træner.

Årets survivalfilm: NO ESCAPE 
Mennesker i livstruende situationer er basalt spændende; at filmen er fedtet ind i amerikansk heroisme og dæmonisering af fremmede kulturer gør den bare endnu mere "farlig". Her vrimler det med blodtørstige asiater, og Pierce Brosnan er sej som slidt CIA-agent, men det mest spændende er nok scenen, hvor Owen Wilson og konen må kaste deres børn over på nabotaget i cirka 10 etagers højde. Det kan nok få de fleste forældre til at sætte sig op i biografsædet..!

Årets jazzdokumentar: SONNY ROLLINS - BEYOND THE NOTES 
Et must-see for ægte jazzfans. Om en af de sidste gamle giganter og hans tilsyneladende evigt flydende kilde af toner.


Årets klassiker i biografen: BLADE RUNNER - FINAL CUT (Digitalt remasteret) (1982)
'Blade Runner' skal ses i biografen. Også selvom man har set Ridley Scotts endegyldige version på DVD 10 gange.


Årets exploitationfilms-opdagelse: TUFF TURF (1985) 
Skal det være kitschet og ømt, skal det være amerikanske college- og bandefilm fra firserne. Og det fås næsten ikke bedre end med James Spader og Robert Downey jr. som mobbede tilflyttere med eget punkband og touperede kærester. Sjovt, at disse film altid er så uskyldige og brutale på samme tid. Hvem synes i øvrigt, Ryan Gosling i 'Drive' ligner James Spader på en prik her?!

Årets gamle dokumentarfilm: MY BEST FIEND (1999)
Den tyske instruktør Werner Herzog tager ingen fanger - heller ikke i filmen om hans makker og ven, skuespilleren Klaus Kinski. Filmen begynder med et af Kinskis berygtede raserianfald mod publikum fra scenen, og hans svære blanding af talent og temperament - og dens betydning for makkerparrets produktion - er det gennemgående tema. Herzog fortæller bl.a. om indspilningen af filmen 'Fitzcarraldo', at de indianske statister var så bekymrede over Kinskis negative energi, at de tilbød instruktøren at dræbe primadonnaen.

Årets DVD-køb: ENTER THE DRAGON - SPECIAL EDITION 25TH ANNIVERSARY (1973)
"Don't think... feeel!" Bruce Lees kung-fu-hovedværk er et af de crossover-hit, der overskrider sin genre og fungerer som god mainstream underholdning, ligesom 'Jaws' gør for dyregysere og 'Mad Max' gør for dommedags-sci-fi. Jubilæumsudgaven fra 1998 har digitalt remasteret lyd, 2 forlængede scener i begyndelsen og slutningen samt flere dokumentarer.


Årets danske gensyn: STRØMER (1976) 
Selvom man synes, man kender den godt, er det en oplevelse at gense en af Danmarks eneste ordentlige kriminalfilm med action, social kritik og Jens Okking som ensom hædersmand.

Jeg var ikke specielt begejstret for 'Mad Max: Fury Road', 'American Sniper' og 'Birdman' eller de seneste Bond, Woody og Terminator, og jeg har ikke set darlings som 'Whiplash', 'Boyhood' og 'Selma' og heller ikke 'Star Wars: The Force Awakens' og 'Hateful Eight' (endnu). Men listen skal kun handle om favoritter.

Det blev endnu en liste med primært amerikanske titler og i de typiske drengerøvs-genrer, dog med enkelte europæiske og højpandede undtagelser. Og mon ikke det fortsætter sådan ...

11 december 2015

Syret science fiction


Hvis man ser for mange film - og måske ser de samme for tit - kan man godt komme til at gruble urimeligt meget over detaljerne i dem. 

For eksempel genså jeg 'Aliens' i denne uge, og det var først, da jeg så den fantasifulde rumgyser for cirka tiende gang, at en ellers væsentlig ting pludselig virkede forkert: At monstret bløder syre(!) 

Hvorfor har ingen anden i 'Alien'-fænomenets 30 årige levetid stillet spørgsmålstegn ved det sandsynlige i, at et levende væsen har syre som blod?! Vil den syre, der ætser rumskibets gulv, ikke også ødelægge væsnets egne blodårer og indre organer? Og hvis årer og organer kan modstå syren, hvorfor bløder væsnet så alligevel, når det bliver skudt? 

Det hænger jo ikke sammen!

Selvfølgelig skal monstret være frygtindgydende og næsten uovervindeligt, det er essentielt i 'Alien'. Men Ridley Scott, som instruerede seriens første film, er jo ellers kendt for at overholde videnskabens love i sine fiktive universer, men lige på det punkt blev han altså lovlig fantastisk. 

Måske han retter op på det, når han laver fortsættelsen til 'Prometheus'. Det kan jo være, han læser denne blog ...!