06 november 2018

Verdens værste og bedste gade – Anmeldelse af 42nd Street Memories




42nd Street var Amerika uden sin pæne maske’.


New Yorks 42. gade var i gamle dage en farlig og farverig underholdningsgade i byens centrum, hvor det flød med sex, stoffer, vold og kriminalitet – og ikke mindst biografer, der viste b-film i døgndrift. Et usikkert område, men samtidig et drømmeland for fans af kulørt filmunderholdning. Indtil borgmester Guiliani indså de kommercielle muligheder og solgte det meste til Disneys sunde underholdningscentre og indførte nul-tolerance overfor småforbrydelser. Nu er gaden mest et minde om en mere løssluppen tid – et tydeligt eksempel på nutidens gentrificering og påfaldende politisk korrekt for det ellers så sprælske Big Apple.

Det er den verden, som instruktøren Calum Waddell beskriver i dokumentarfilmen 42nd Street memories – The rise and fall of America’s most notorious street. Waddell har samlet en imponerende bunke vidneudsagn fra datidens filmbranche, og alle fortæller med smittende fascination om miljøet og tiden.

The Deuce’
Manhattans pulserende knudepunkt 42nd Street – også kaldet ‘The Deuce’ – har mytisk status. Området er både berømt og berygtet, tillokkende og frastødende. Ligesom Sunset Boulevard, Route 66 og andre mytiske amerikanske steder skaber navnet indre billeder af en skræmmende storbyjungle, et mystisk hul, hvor mennesker farer vild og bliver fortabt. Vi kender gaden fra dystre film som Taxi Driver, Shaft, The Exterminator, Basket Case og Rabid – film, der selv er med til at bevare myten. Det er også her, Travis inviterer Betsy i biffen i Taxi Driver, og hvor hun forarget skrider, da det viser sig at være en snusket pornobiograf.


Waddells film går bag om myterne og fortæller om virkeligheden.

Halvfjerdserne og firsernes New York var et paradoksalt mix af overflod og elendighed: Yuppier, hjemløse crackheads, sexklubber og AIDS. I skyggen af World Trade Centers big business forsøgte også gadens små fisk at hu(s)tle sig igennem: med småsvindel, hæleri, sexshows, narkohandel, prostitution og stick-ups.

Vestsiden af 42. gade var tæt belagt af såkaldte grindhouses – nedslidte teatre omdannet til biografer – der leverede masseunderholdning i stride strømme: Action, science fiction, horror og porno. Her kunne man fange Cannibal Holocaust, Last House On The Left, Ilse – Hunulven fra SS og det meste andet med zombier, kannibaler, cowboys, karatemænd, gangstere, sadister og massemordere plus billige efterligninger af tidens succesfilm Dødens Gab, First Blood, Mad Max osv. Gerne double bills, hvor man så to film. Og vel at mærke på rigtig filmstrimmel med alt, hvad det indebar af slidte billeder og scener, der vendte på hovedet eller helt manglede. Begrebet grindhouse refererer netop til, at selve filmrullerne var godt slidte efter flittig brug og transport landet rundt. Andre mener, det kom af, at filmhusene kværnede underholdning ud døgnet rundt.

Publikum var en blanding af glade filmnørder, gadedrenge og -piger, misbrugere, hjemløse og andre, der trængte til at komme lidt væk fra gaden et par timer.



Minder fra 42. gade
42nd Street var Amerika uden sin pæne maske”, siger et vidne i en wifebeater med tydelig begejstring.

Filmen er bygget op af talking heads og få filmklip og stills. Hvad man måtte savne af kreativ filmkunst, får man til gengæld i levende beretninger fra farverige personager. Der er instruktørerne William 'Maniac' Lustig, Larry 'Black Caesar' Cohen, Lloyd 'Toxic Avenger' Kaufmann, Joe 'Gremlins' Dante, Jeff 'Squirm' Lieberman, producere og distributører som Terry 'Dr. Butcher M.D.' Levene, lokalhistorikeren 42nd Street Pete og pornostjernen Veronica Hart, der optrådte i områdets live sexshows.



De fortæller om biografer og publikummer, der var omtrent så udsvævende som voldsfilmene selv: Ramponerede filmteatre med kandelabre og fontæner, pletter på lærredet og sodavand og opkast på gulvet, og folk, der sloges, tog stoffer og dyrkede sex under visningerne. Terry Levene producerede og distribuerede splatteren Dr. Butcher M.D. om en sadistisk kirurg. Han fortæller, at han promoverede filmen ved at køre en komplet operationsstue på en ladvogn rundt på Broadway med politiet i hælene!

Scenen fra Taxi Driver med Travis og Betsy afspejler Travis’ kejtede sociale fornemmelse, men overraskende fortæller filmen, at det dengang var trendy for pæne par at “slumme den” og gå til ‘porno chique’.

Der forekommer ingen kriminalitets-statistikker eller officiel udtalelse fra bystyret. Til gengæld er der guld i vidneberetningerne, og nogle af dem er ikke for sarte sjæle. Enkelte vidner foretrækker nutidens ordnede forhold. Men de fleste er stadig fascineret, for ikke at sige begejstrede, for de gode gamle dage, hvor man kunne blive røvet for et par sølle dollars på vej hjem fra arbejde.

I dag er den pæne maske desværre kommet på igen”, konstaterer wifebeater'en. Men ånden lever videre: 42nd Street Pete producerer og medvirker i flere film om emnet og viser de slidte spoler ved forskellige events. Og vi andre kan nyde historierne og de mange obskure perler, der efterhånden udgives på dvd og BluRay.

42nd Street Memories er en skøn film og anbefales filmnørder, dyrkere af grindhousekultur og elskere af byen New York i al dens glorværdige mangfoldighed.


Bedømmelse:
4 af 5 Big Apples.


42nd Street memories The rise and fall of America’s most notorious street.
USA, 2015. 82 minutter.

Instruktion og manus: Calum Waddell.
Med Jeff Lieberman, Lloyd Kaufmann, William Lustig, Terry Levene, Joe Dante, Larry Cohen, Veronica Hart, 42nd Street Pete m.fl.

Fås som dvd- og BluRay-bonusmateriale på Pieces og Anthropophagous fra 88 Films.



3 kommentarer:

  1. Det var på det første opslag af ANTROPOPHAGUS fra 88 Films, at dokumentaren var - det er den ikke, hvis man køber den udgave, der hedder Remastered Special Edition. Og når det gælder PIECES er det vist kun på Grindhouse Releasing-versionen fra USA, at dokumentaren er - den ser ikke ud til at være på Arrow Videos udgave.

    SvarSlet
    Svar
    1. Der skal selvfølgelig stå "første oplag", ikke "første opslag".

      Slet
  2. 42nd St. Pete udgiver i øvrigt også filmfanzinet "Grindhouse Purgatory". Med porto er det desværre ret dyrt, men jeg har netop købt det seneste, som er et specialnummer om Something Weird Video, og som er udmærket.

    SvarSlet