Gå videre til hovedindholdet

Årets bedste filmoplevelser 2014



Endnu et filmår er ovre, og det er igen tid (lidt forsinket!) til at gøre status over årets bedste filmoplevelser. 

Listen her dækker vanen tro mine helt egne favoritter af de titler, jeg nu har nået at se. Og det er filmoplevelser i bred forstand. Til gengæld er det altsammen ting, som jeg absolut kan anbefale at bruge et par timer på. 


Årets drama - Nightcrawler 
"I will never ask you to do anything I wouldn't do myself"! Det præcise, grænsende til karikerede, plot, den kolde LA-nattestemning og Jake Gyllenhaals hulkindede sociopat gør tilsammen alt det, jeg ønsker mig af en moderne genrefilm med substans. Læs anmeldelse



Årets klassiker - Sorcerer 
Noget af det skønneste som filmfan er at opdage en fremragende klassiker, man aldrig har fået set. Året bød heldigvis igen på en række af slagsen, bl.a. Fargo, Halloween, Profondo RossoThe Hills Have Eyes m.fl. Alle gode bud, men valget må falde på William Friedkins Sorcerer. En benhård og opslidende ekspedition gennem en ufremkommelig jungle - for både medvirkende og seere - med eksistentielle dimensioner og Roy Scheider i en præstation på niveau med Jaws

Årets sci-fi blockbuster Dawn Of The Planet Of The Apes 
Årets store, seriøse science fiction-film med kant og mening. Og nok af abekattestreger som f.eks. skydende gorillaer til hest..! Anmeldelse her



Årets rumfilm - Gravity 
Den fik overraskende megen kritik, men netop de kritiserede elementer var det, der fungerede for mig: Det stille, tomme drama, det enkle plot, piloten Sandra Bullock, der i sin sværeste stund får hjælp af sin lærer George Clooneys spøgelse. Eksistentielle genre-dramaer i ekstreme settings kan vi godt li'!

Årets krigsfilm Fury
Intet tyder på, at heroiske amerikanske krigsfilm forsvinder foreløbig. Er man et dårligt menneske, hvis man bliver underholdt af en som Fury, der både er lidt krigskritisk og lidt heroisk? Nærkampene mellem vores venner i deres Sherman tank og tyskernes Tiger tanks var i hvert fald hårdkogte og svære ikke at lade sig rive med af. Man følte sig jo helt hensat til Døden På Larvefødder og Kellys Helte!

Årets Nicolas Cage-film Joe
Vi har forlængst vænnet os til, at cirka hveranden af Nicolas Cages film er elendig, men når han ruller sig ud, kan han noget særligt. I Joe lægger han krop til den fallerede amerikanske drøm som en håndværkerboss med både indre dæmoner og kriminelle relationer. "There's no frontier left", siger han om den tabte nybyggerånd, imens han kæmper for at holde sammen på det hele. 

Årets Matthew McConaughey-film Dallas Buyers Club 
Matthew McConaughey har været i vælten siden sit comeback med True Detective, Mud, The Wolf Of Wall StreetKiller Joe m.fl. Og ikke mindst Dallas Buyers Club - en klassisk Oscarværdig kræftpræstation om en ukuelig AIDS-ramt, hvor han tabte cirka 20 kilo og havde desperationen malet i ansigtet gennem hele filmen. 

Årets art film - Only Lovers Left Alive
Rart for en sjælden gangs skyld at læne sig tilbage til en tung art film, der ikke rigtig vil fortælle noget, men tager sig god tid sammen med nogle "renæssance-vampyrer" og deres reserverede og overlegne liv i mørket. Læs om Only Lovers Left Alive og andre nat-film

Årets dokumentarfilm Mr. Dynamite
Der skal mange film til at fortælle hele historien om 'the hardest working man in showbiz'. I denne seneste får vi udover en bunke superfunky koncertklip også nogle nye og interessante historier fra tidligere musikere som Melvin Parker, Pee Wee Ellis og Marva Whitney om Mr. Brown og co.'s håndværk i studiet. Et must-see for funkfans! 



Årets DVD-køb - Big Fun In The Big Town 
Endelig på DVD! HipHop-koryfæer som LL Cool J, Grandmaster Flash, MC Shan, Mr Magic og Doug E. Fresh i deres velmagtsdage fanget af hollandsk tv anno 1986. Personligt bliver jeg aldrig træt af at se Grandmaster Flash demonstrere sin quick mix-teknik..! 

Årets western - The Homesman
Der er godt nok langt fra Tommy Lee Jones' effektive US Marshall i Flygtningen til den småkriminelle umulius, der skal eskortere en flok sindslidende kvinder over prærien, men jeg kan lide det. Meget moderne western, og meget beslægtet med Jones' øvrige Amerika-skildringer som In the Valley Of Elah, men med endnu mere tryk på. Og så kan vi genrefans jo ikke stå for lange opslidende rejser over prærien med lurende farer overalt. 

Årets hævnfilm - The Equalizer
Der er altid noget næsten overmenneskeligt over Denzel, som passer perfekt til en mystisk hævnens engel i et opkog af en firser-genrefilm. Den enkle og rituelle historie gennemspilles med nok overraskelser og raffinement til, at den løftes højt over f.eks. Taken-serien. Bare scenen med sømpistolen..! 

Årets VHS-fangst Kræmmerhal ved Vesterhavet 
Det er næsten ikke til at finde sjove, obskure VHS-film mere, men ind i mellem rammer man da en urørt kilde. Som da jeg under sommerferien ved Vesterhavet kom forbi en støvet kræmmerhal mellem Lemvig og Thyborøn med to reoler danske eks-udlejningsbånd, der må være hentet direkte hos en nedlagt videobutik. 

Ikke nogen dårlig høst. I 2015 ser jeg bl.a. frem til nyt liv til de gamle kendinge Mad MaxTerminatorJurassic Park og Star Wars. Håbet lever… 

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Verdens værste og bedste gade – Anmeldelse af 42nd Street Memories

New Yorks 42. gade var i gamle dage en farlig og farverig underholdnings gade i byens centrum, hvor det flød med sex, stoffer, vold og kriminalitet – og ikke mindst biografer, der viste b-film i døgndrift.  Et usikkert område, men samtidig et drømmeland for fans af kulørt filmunderholdning. Indtil borgmester Guiliani inds å de kommercielle muligheder og solgte det meste til Disneys sunde underholdningscentre og indførte nul-tolerance overfor småforbrydelser.  Nu er gaden mest et minde om en mere løssluppen tid – et tydeligt eksempel på nutidens gentrificering og påfaldende politisk korrekt for det ellers så sprælske Big Apple. Det er den verden, som instruktøren Calum Waddell beskriver i dokumentarfilmen 42nd Street memories – The rise and fall of America’s most notorious street. Waddell har samlet en imponerende bunke vidneudsagn fra datidens filmbranche, og alle fortæ ller med smittende fascination om milj øet og tiden. ‘ The Deuce’ Manhattans pu...

Maximum smadder - Anmeldelse af Maximum overdrive

Man tager Spielbergs Duellen, blander den med Ormen og tilsætter en smule Ud at køre med de skøre - og får Maximum overdrive, Stephen Kings sære science fiction-actionbasker fra 1986. Vi kender King som forfatter til en lang række klassikere: Ondskabens hotel, Misery, En verden udenfor, Den grønne mil, Cujo, Salem's lot, Dead zone, Children of the corn, Creepshow og The boogeyman. Men Maximum overdrive er det eneste manuskript, han også selv har instrueret. Og filmen er mildt sagt noget ganske andet end de nævnte prisbelønnede mesterværker.  Præmissen er enkel: En komet svæver over Jorden i længere tid og afgiver så megen energi, at det får elektriske maskiner på planeten til at selvstarte og overfalde mennesker. Hæveautomater, plæneklippere, benzinstandere, biler, damptromler, lastbiler - you name it! - alt selvstarter pludseligt og angriber målrettet   tilfældige mennesker. Ret skør tanke, men effektivt oplæg til en popcorn-film. Tænk, hvis dine husholdningsmaskiner p...

Her kommer flyveslangen! - Anmeldelse af Q The Winged Serpent

  Du kender filmmonstrene King Kong, Godzilla, Jaws og Alien. Men har du nogensinde set en flyvende kæmpeslange, der bider hovedet af folk mellem New Yorks skyskrabere? Nej, vel. Så glæd dig til at høre om Q The Winged Serpent. De bedste b-film er dem, der er billigt lavet, men alligevel underholder og har glimt i øjet. Sådan en har vi med at gøre her. Instruktøren, produceren og manuskriptforfatteren Larry Cohen har haft en lang og broget karriere inden for den slags. Han står bag titler som Maniac Cop, Black Caesar, Hell Up In Harlem, The Stuff og Phonebooth. Hans mest originale bidrag er nok som instruktør og forfatter til filmen om den vingede dræberøgle. Som en god b-film har Q The Winged Serpent en flyvende start(!): Inden for filmens første fem minutter mister en vinduespudser på en skyskraber pludselig hovedet midt under arbejdet. Så er vi ligesom i gang. Kort efter angribes en fotomodel i sin penthouse fra luften, og blodet sprøjter ned på Manhattans fodgæn...