Gå videre til hovedindholdet

En hund efter combat


Bum! Så rammer man pludselig en stime af halvplatte firser-actionfilm på brugt VHS. Først FAST GUN, som er omtalt nedenfor, og nu WAR DOG. Plus det løse.

WAR DOG er noget så eksotisk som en svensk krigsfilm, lavet af svenskere i Sverige med både svenske og amerikanske skuespillere, og som skal forestille at foregå i USA. Derfor er den smurt ind i klichefyldte amerikanske omgangsformer og vendinger - hvoraf en del er tydeligt dubbet - plus i øvrigt Coca Cola-reklamer, som sikkert har betalt gildet. Filmen hører til blandt de trashede og kiksede metervare-krigsfilm, og er så voldelig og skør, at den bliver helt underholdende på sin egen måde.

En flok hjernevaskede Vietnamveteraner bruges som lejemordere mod forskellige gangstere. Den første scene på en rasteplads, hvor hele gangsterens familie inkl. børn og bedsteforældre majes ned i spektakulær slowmotion med teaterblodet sprøjtende, står ikke tilbage for f.eks. volden i William Lustigs VIGILANTE, men er så ekstrem, at den virker helt urealistisk og udramatisk.

Selvfølgelig må sådan en flok manipulerede bøller løbe løbsk. En anden Vietnamveteran får mistanke om, at hans forsvundne bror er en af de hjernevaskede soldater, og så kan balladen begynde. Indimellem må vi udholde tæerkrummende ligegyldige hverdagsscener med kone og barn, men filmen vinder faktisk en del på den afsluttende jagt, hvor en militærkaravane pløjer igennem den svenske natur, og alt eksploderer i skøn slowmotion. Og hvor den omtalte FAST GUN har Robert Dryer som psykopatskurk, er banditten her en frådende russisk bjørn med filmhistoriens måske største skæg og mest behårede overarme. Skal ses.



War Dog (1987)
Manus og inst.: Björn Carlström, Daniel Hübenbecher
Med Timothy Earle, Gunnar Ernblad, Bengt Fridh m.fl.



Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Verdens værste og bedste gade – Anmeldelse af 42nd Street Memories

New Yorks 42. gade var i gamle dage en farlig og farverig underholdnings gade i byens centrum, hvor det flød med sex, stoffer, vold og kriminalitet – og ikke mindst biografer, der viste b-film i døgndrift.  Et usikkert område, men samtidig et drømmeland for fans af kulørt filmunderholdning. Indtil borgmester Guiliani inds å de kommercielle muligheder og solgte det meste til Disneys sunde underholdningscentre og indførte nul-tolerance overfor småforbrydelser.  Nu er gaden mest et minde om en mere løssluppen tid – et tydeligt eksempel på nutidens gentrificering og påfaldende politisk korrekt for det ellers så sprælske Big Apple. Det er den verden, som instruktøren Calum Waddell beskriver i dokumentarfilmen 42nd Street memories – The rise and fall of America’s most notorious street. Waddell har samlet en imponerende bunke vidneudsagn fra datidens filmbranche, og alle fortæ ller med smittende fascination om milj øet og tiden. ‘ The Deuce’ Manhattans pu...

I seng med fjenden

Så sluttede Homeland for denne gang. I sidste uge rullede anden sæsons finale over skærmen. Og hvordan endte den så? CIA havde i forrige afsnit omsider opsporet og dræbt Al-Queda lederen Abu Nazir og dermed forhindret et stort angreb mod USAs homeland, og CIA-agenten Carrie Matheson og den terrormistænkte dobbeltagent Nicholas Brody anede en chance for et forhold mod alle odds. Men i sidste afsnit sprænger der pludselig og fuldstændig uventet en bombe i CIAs hovedkvarter og dræber over 200 personer, bl.a. de fleste af Carries kolleger, som havde hjulpet med at fange Nazir. Carrie hjælper Brody på flugt, fordi hun tror på hans uskyld, men bryder i sidste sekund kontakten med ham, da hun indser at hendes hjerte tilhører CIA og kampen mod terror. I afsnittets sidste scene står Carrie og hendes chef Saul Berenson tilbage blandt hundredvis af lig og forsøger at samle sig til den fortsatte kamp. I Homeland er intet, er som det ser ud, ingen er til at stole på, og alle er i sen...

Maximum smadder - Anmeldelse af Maximum overdrive

Man tager Spielbergs Duellen, blander den med Ormen og tilsætter en smule Ud at køre med de skøre - og får Maximum overdrive, Stephen Kings sære science fiction-actionbasker fra 1986. Vi kender King som forfatter til en lang række klassikere: Ondskabens hotel, Misery, En verden udenfor, Den grønne mil, Cujo, Salem's lot, Dead zone, Children of the corn, Creepshow og The boogeyman. Men Maximum overdrive er det eneste manuskript, han også selv har instrueret. Og filmen er mildt sagt noget ganske andet end de nævnte prisbelønnede mesterværker.  Præmissen er enkel: En komet svæver over Jorden i længere tid og afgiver så megen energi, at det får elektriske maskiner på planeten til at selvstarte og overfalde mennesker. Hæveautomater, plæneklippere, benzinstandere, biler, damptromler, lastbiler - you name it! - alt selvstarter pludseligt og angriber målrettet   tilfældige mennesker. Ret skør tanke, men effektivt oplæg til en popcorn-film. Tænk, hvis dine husholdningsmaskiner p...