Gå videre til hovedindholdet

Tæv, tæv og flere tæv


Årets juleunderholdning stod udover den traditionelle Fars Fede Juleferie på Vigilante og Revenge, som jeg fandt på VHS for et par uger siden.

Vigilante er en enkel og brutal sag om en flok venner, der får nok af at se deres by terroriseret af voldspsykopater, udueligt politi og et korrupt retssystem og danner deres eget hårdtslående vagtværn. Bøffen Fred Williamson - her oven i købet med Action man-skæg! - er lederen af gruppen, og Fred Forster er den pacifistiske familiefar - indtil hans kone og barn udsættes for en full scale home invasion. Åbningsscenen rummer en fantastisk macho peptalk fra Fred Williamson, som er hele billetten værd. Latinstjernen Willie Colon spiller gangsteren Rico. Den udgave, jeg fandt, er fra det danske videoselskab S.T.V.P. og er efter sigende minimalt censureret - bortset fra et manglende shotgun-skud mod hovede. Vil man have det med, må man opstøve udgivelsen fra selskabet Dansk Video Film - og muligvis på BetaMax...! Det er i øvrigt påfaldende, hvor dårlig overførslen fra film til videobånd er. Billedet er fuldt af ridser og støj - det ser nærmest ud, som om spolen har været tabt på gulvet og trådt på...


Revenge (alias Cold Sweat) er en lidt mere raffineret katten-efter-musen sag, hvor Charles Bronson som levemand i Sydfrankrig opsøges af nogle gamle soldaterkammerater, som mener han har snydt dem for deres del af et rov fra krigens tid. En af soldaterkammeraterne er James Mason, som her er langt mere hård end den velkendte glatte figur, vi kender fra bl.a. The Verdict og taler med en sær søulk-dialekt - lidt ligesom Robert Shaw i Jaws. Nyd Charles Bronson i kinasko under Sydfrankrigs sol - og en biljagt der er næsten lige så rådden som de berømte i Bullitt og French Connection...!


VIGILANTE (1983) af William Lustig
Med Fred Williamson, Robert Forster og Willie Colon

COLD SWEAT (REVENGE / DE LA PART DES COPAINS) (1970) af Terence Young
Med Charles Bronson, James Mason og Liv Ullman

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Verdens værste og bedste gade – Anmeldelse af 42nd Street Memories

New Yorks 42. gade var i gamle dage en farlig og farverig underholdnings gade i byens centrum, hvor det flød med sex, stoffer, vold og kriminalitet – og ikke mindst biografer, der viste b-film i døgndrift.  Et usikkert område, men samtidig et drømmeland for fans af kulørt filmunderholdning. Indtil borgmester Guiliani inds å de kommercielle muligheder og solgte det meste til Disneys sunde underholdningscentre og indførte nul-tolerance overfor småforbrydelser.  Nu er gaden mest et minde om en mere løssluppen tid – et tydeligt eksempel på nutidens gentrificering og påfaldende politisk korrekt for det ellers så sprælske Big Apple. Det er den verden, som instruktøren Calum Waddell beskriver i dokumentarfilmen 42nd Street memories – The rise and fall of America’s most notorious street. Waddell har samlet en imponerende bunke vidneudsagn fra datidens filmbranche, og alle fortæ ller med smittende fascination om milj øet og tiden. ‘ The Deuce’ Manhattans pu...
3 kommentarer
Læs mere

I seng med fjenden

Så sluttede Homeland for denne gang. I sidste uge rullede anden sæsons finale over skærmen. Og hvordan endte den så? CIA havde i forrige afsnit omsider opsporet og dræbt Al-Queda lederen Abu Nazir og dermed forhindret et stort angreb mod USAs homeland, og CIA-agenten Carrie Matheson og den terrormistænkte dobbeltagent Nicholas Brody anede en chance for et forhold mod alle odds. Men i sidste afsnit sprænger der pludselig og fuldstændig uventet en bombe i CIAs hovedkvarter og dræber over 200 personer, bl.a. de fleste af Carries kolleger, som havde hjulpet med at fange Nazir. Carrie hjælper Brody på flugt, fordi hun tror på hans uskyld, men bryder i sidste sekund kontakten med ham, da hun indser at hendes hjerte tilhører CIA og kampen mod terror. I afsnittets sidste scene står Carrie og hendes chef Saul Berenson tilbage blandt hundredvis af lig og forsøger at samle sig til den fortsatte kamp. I Homeland er intet, er som det ser ud, ingen er til at stole på, og alle er i sen...
6 kommentarer
Læs mere

Maximum smadder - Anmeldelse af Maximum overdrive

Man tager Spielbergs Duellen, blander den med Ormen og tilsætter en smule Ud at køre med de skøre - og får Maximum overdrive, Stephen Kings sære science fiction-actionbasker fra 1986. Vi kender King som forfatter til en lang række klassikere: Ondskabens hotel, Misery, En verden udenfor, Den grønne mil, Cujo, Salem's lot, Dead zone, Children of the corn, Creepshow og The boogeyman. Men Maximum overdrive er det eneste manuskript, han også selv har instrueret. Og filmen er mildt sagt noget ganske andet end de nævnte prisbelønnede mesterværker.  Præmissen er enkel: En komet svæver over Jorden i længere tid og afgiver så megen energi, at det får elektriske maskiner på planeten til at selvstarte og overfalde mennesker. Hæveautomater, plæneklippere, benzinstandere, biler, damptromler, lastbiler - you name it! - alt selvstarter pludseligt og angriber målrettet   tilfældige mennesker. Ret skør tanke, men effektivt oplæg til en popcorn-film. Tænk, hvis dine husholdningsmaskiner p...
2 kommentarer
Læs mere