MOVIEBOXEN

Den uhyggeligste film, jeg nogensinde har set, er Karius og Baktus.  Og det er ikke fordi, jeg ikke har set Eksorcisten, Night Of The Living Dead, Rosemary’s Baby, Alien, Saw eller de andre berømte gysere, som normalt betragtes som verdens mest skræmmende film. Nej, mit bedste filmgys er den gamle, norske dukkefilm om de to bakterier Karius og Baktus, der bor i drengen Jens’ mund og piner hans tandsæt. Filmen har gjort et nærmest traumatisk indtryk på mig. Det fortjener nok en forklaring. Da jeg gik i børnehaveklasse i 1970erne, var det blandt andet institutionens opgave at lære os børn at børste tænder. Hvis vi ikke passede på vores tænder, dvs. børstede både morgen og aften og helst fuldstændig undgik søde sager, rådnede vores tænder og faldt ud af munden på os, lærte vi af tidens grumme skræmmepædagogik. Et af de effektive våben i kampen mod tændernes forfald var filmen Karius og Baktus. En på overfladen sjov dukkefilm med et opbyggeligt budskab, men under overfladen e...

2008 bød ikke på nær så mange spændende VHS-fund som 2007 eller 2006, men dog nok til at holde gejsten opppe.  Her følger årets 3 bedste fund - de er alle omtalt tidligere. Striking Bank alias The New Kids Skønt selvtægtsdrama med et par fromme forældreløse unge, der terroriseres godt og grundigt af en afbleget psykopatisk James Spader. " You want crazy? I'll show you crazy !" Eve of Destruction Gregory Hines på jagt efter en løbsk robot, der viser sig at skjule både en atombombe og seksuelle traumer på sprængpunktet. Inferno Thunderbolt Trashet hævndrama med de mest kiksede actionscener og narkobagmandens onde mor, som skyder pile fra sine kørestols armlæn. Avs!

Kan man forestille sig et biografprogram uden en vis del spændingsfilm med klassiske heltetyper? For tiden byder biograferne som sædvanlig på flere af slagsen – eller i hvert fald med hovedpersoner skåret over den klassiske heltetype… I den nye og toogtyvende James Bond -film kaster 007 sig atter ud i kampen mod et internationalt forbryderkomplot med sindssyge bagmænd og hårdtslående håndlangere.  Daniel Craig ’s Bond-figur er endnu mere sammenbidt og brutal end de foregående og har bevaret et uigennemtrængeligt følelsesskjold omkring sig. Den velkendte charme med de rappe replikker, som hos Roger Moore blev næsten så jovial som Linie 3, er i den nye film skåret ned til cirka 3 replikker. Til gengæld viser den klassiske martrede helt flere gange en moderne, værdig følsomhed pga. sin tabte kærlighed Vesper, hvilket kommer til udtryk i flere følsomme, nære intermezzoer med hans nye kvindelige makker, som selv plejer en arret sjæl. Men denne følsomhed er en inkorporer...

For nogle uger siden fandt jeg på en tur i sommerlandet en pæn bunke VHS-film, deriblandt Frøerne med et af de mest fantastiske coverdesigns jeg længe har set! I denne weekend satte jeg mig til at se filmen. Coveret antyder en klassisk kryb-katastrofe-sci-fi-ting om nogle abnorme dyr, i dette tilfælde frøer, som går amok og angriber mennesker, og coverteksten lover ligefrem "kæmpefrøer", og hævder at filmen er blevet sammenlignet med Hitchcocks Fuglene . " Cold green skin against soft, warm flesh ". Jeg var helt klar. Desværre blev jeg slemt skuffet, efterhånden som minutterne gik, og frø-angrebet udeblev. I filmen sejler en fotograf ( Sam Elliott ) rundt på Sydstaternes floder og inviteres indenfor hos en noget dysfunktionel familie med en tvær, tyrannisk patriark ( Ray Milliard ) i centrum. Man fornemmer, der er noget galt, da området synes tømt for mennesker bortset fra familien, og der er da heller ikke sparet på ildevarslende indklip af frøer, sl...

Tomas Milian er et nyt bekendtskab. Han er en italiensk skuespiller fra 1970erne, som jeg foreløbig har set i de to actionmættede italienske spændingsfilm The Cop in Blue Jeans og The Cynic, The Rat and The Fist .  I The Cop in Blue Jeans spiller Milian en ustyrlig undercoverdetektiv i bedste Serpico-stil på motorcykel med tophue, solbriller og anarkistisk attitude til op over begge ører. I begge film falder actionscenerne nærmest over hinanden, og i The Cop... står banditterne faktisk i kø for at få tæv af enmandshæren Tomas Milian - han jagter endda en flok bad guys flere etager op af trapper på motorcykel, og da han indhenter dem, klasker han dem med en skovl, han heldigvis lige finder. Begge film er fundet second hand på dansk ex-rental kassette til 10 kroner stykket i Ribe i sommer.

Her bringer vi en mailkorrespondence mellem tre voksne mænd med hang til firser-actionfilm. Bare fordi. Navnene er ændret, men er kendt af redaktionen.  - Hej drenge Har I set det her 70er-action drama med Lee Marvin og gene Hackman? Kom i tanke om en scene med en majetærsker for nylig og har nu fundet titlen. Skal snarest ha den skaffet på DVD... J - Den film kender jeg ikke. Jeg prøver stadigvæk at huske mere om to film fra min spæde barndom som jeg meget gerne ville se igen.Den ene kaldte vi "dræberbilen" og handlede om en fyr der tvang andre billister på en motorvej til at køre galt. Gerningsmanden kørte i en sort Chevy van. Senere malede min bror og jeg en legetøjs bil sort så vi kunne genskabe "dræberbilen". Og nej, det er ikke den Spielberg film der vist har en handling der minder om ovenstående. Den anden handler om en bombe på et skib hvor nedtællingen er i fuld gang. Nogle specialsoldater bliver sænket ned på dækket i stormfuldt vejr...

Som et frisk pust præsenterer Movieboxen denne gang en gæsteskribent. Det er vores journalist-ven Morten, der deler oplevelsen af at miste sin elskede videosamling.    Cirkeline – en storbymus Jeg har eet VHS-bånd tilbage; ”Cirkeline – en storbymus”. Og faktisk er det ikke engang mit. Det er min datters. Men lad os nu også lige være ærlige; VHS-bånd er jo et hæsligt format. Altså, en ting er båndenes størrelse. Alt for store til en lomme og alt for små til en pose. Men noget helt andet er jo selve kvaliteten på et VHS-bånd. Når man lejede en videofilm samlede hovedparten af spændingen sig om, hvorvidt man overhovedet kunne se og høre filmen. Helt galt blev det, hvis man optog film fra TV. Eller overspillede andres film ved at slutte to videoer sammen. Det krævede nærmest, at man havde set filmene før for at kunne følge med i dem senere. Men måske var det netop derfor VHS var så fedt. Når man først havde fået fat på de rigtige film, så passede man på dem. Jeg...