Den uhyggeligste film, jeg nogensinde har set, er Karius og Baktus.
Og det er ikke fordi, jeg ikke har set Eksorcisten, Night Of The Living Dead, Rosemary’s Baby, Alien, Saw eller de andre berømte gysere, som normalt betragtes som verdens mest skræmmende film. Nej, mit bedste filmgys er den gamle, norske dukkefilm om de to bakterier Karius og Baktus, der bor i drengen Jens’ mund og piner hans tandsæt. Filmen har gjort et nærmest traumatisk indtryk på mig.
Det fortjener nok en forklaring.
Da jeg gik i børnehaveklasse i 1970erne, var det blandt andet institutionens opgave at lære os børn at børste tænder. Hvis vi ikke passede på vores tænder, dvs. børstede både morgen og aften og helst fuldstændig undgik søde sager, rådnede vores tænder og faldt ud af munden på os, lærte vi af tidens grumme skræmmepædagogik.
Et af de effektive våben i kampen mod tændernes forfald var filmen Karius og Baktus. En på overfladen sjov dukkefilm med et opbyggeligt budskab, men under overfladen et skræmmende stykke betonpædagogik, grænsende til rædselspropaganda, der gjorde et uudsletteligt indtryk på denne beskuer og nærmest traumatiserede hans forhold til tandhygiejne.
Vi så filmen flere gange i min børnehaveklasse-tid. Det foregik på den måde, at vi i bus blev kørt ind til en skole et ukendt sted i den indre by, hvor vi ellers aldrig kom, men som åbenbart var den eneste skole i området med en filmfremviser. Ja, det var tiden med snurrende smalfilmsfremviser og Statens Filmcentrals logo i starten af filmen.
Der blev vi forsvarsløse børn placeret på stolerækker i en mørk kælder og udsat for statens filmopdragelse. Jeg kan tydeligt huske filmens udtryksfulde, uhyggelige stemning: Den djævelske, okkulte musik, Karius og Baktus’ rotteagtige udseende og vanvittige grin, den hule lyd af deres hakker imod Jens’ tænder, den groteske blanding af veloplyst, klinisk scenografi og det luskede forehavende – der minder om torturscenen i Maratonmanden, hvor den nydelige og grundige Doktor Szell piner Dustin Hoffmans karakter i et snusket baglokale –, og ikke mindst Jens’ smerteskrig når Karius og Baktus hakkede huller i hans tænder til deres huse, og da tandlægen til sidst borede med lige så stor smerte – som en klassisk voksenautoritær, det-er-til-dit-eget-bedste nemesis. Så kan du lære det!
Og som god, effektiv propaganda kombinerede filmen frygt med skyld. Ikke blot fik den en til at frygte at man tabte sine tænder (enter Freuds gamle drømmeteori om at tab af tænder = tab af potens, ak og ve!), men den fik også en til at føle skyld over at fremstå som en uansvarlig, ukontrolleret sukker-junkie.
Som læseren måske aner, har filmen gjort et uudsletteligt – nærmest traumatisk – indtryk på mig. Den har mejslet ind i min bevidsthed som en af livets vigtigste læresætninger: ”Du skal huske at børste tænder. Helst både morgen og aften. Ellers er det værst for dig selv”.
Alligevel kan jeg godt finde på at springe tandbørsten over en aften i ny og næ. Det betyder dog ikke, at traumet er forsvundet, fordrevet af voksenlivets erfaring og perspektiv. Frygten for fortabelse lurer altid i baghovedet. Det er værst for dig selv …
Det fortjener nok en forklaring.
Da jeg gik i børnehaveklasse i 1970erne, var det blandt andet institutionens opgave at lære os børn at børste tænder. Hvis vi ikke passede på vores tænder, dvs. børstede både morgen og aften og helst fuldstændig undgik søde sager, rådnede vores tænder og faldt ud af munden på os, lærte vi af tidens grumme skræmmepædagogik.
Et af de effektive våben i kampen mod tændernes forfald var filmen Karius og Baktus. En på overfladen sjov dukkefilm med et opbyggeligt budskab, men under overfladen et skræmmende stykke betonpædagogik, grænsende til rædselspropaganda, der gjorde et uudsletteligt indtryk på denne beskuer og nærmest traumatiserede hans forhold til tandhygiejne.
Vi så filmen flere gange i min børnehaveklasse-tid. Det foregik på den måde, at vi i bus blev kørt ind til en skole et ukendt sted i den indre by, hvor vi ellers aldrig kom, men som åbenbart var den eneste skole i området med en filmfremviser. Ja, det var tiden med snurrende smalfilmsfremviser og Statens Filmcentrals logo i starten af filmen.
Der blev vi forsvarsløse børn placeret på stolerækker i en mørk kælder og udsat for statens filmopdragelse. Jeg kan tydeligt huske filmens udtryksfulde, uhyggelige stemning: Den djævelske, okkulte musik, Karius og Baktus’ rotteagtige udseende og vanvittige grin, den hule lyd af deres hakker imod Jens’ tænder, den groteske blanding af veloplyst, klinisk scenografi og det luskede forehavende – der minder om torturscenen i Maratonmanden, hvor den nydelige og grundige Doktor Szell piner Dustin Hoffmans karakter i et snusket baglokale –, og ikke mindst Jens’ smerteskrig når Karius og Baktus hakkede huller i hans tænder til deres huse, og da tandlægen til sidst borede med lige så stor smerte – som en klassisk voksenautoritær, det-er-til-dit-eget-bedste nemesis. Så kan du lære det!
Og som god, effektiv propaganda kombinerede filmen frygt med skyld. Ikke blot fik den en til at frygte at man tabte sine tænder (enter Freuds gamle drømmeteori om at tab af tænder = tab af potens, ak og ve!), men den fik også en til at føle skyld over at fremstå som en uansvarlig, ukontrolleret sukker-junkie.
Som læseren måske aner, har filmen gjort et uudsletteligt – nærmest traumatisk – indtryk på mig. Den har mejslet ind i min bevidsthed som en af livets vigtigste læresætninger: ”Du skal huske at børste tænder. Helst både morgen og aften. Ellers er det værst for dig selv”.
Alligevel kan jeg godt finde på at springe tandbørsten over en aften i ny og næ. Det betyder dog ikke, at traumet er forsvundet, fordrevet af voksenlivets erfaring og perspektiv. Frygten for fortabelse lurer altid i baghovedet. Det er værst for dig selv …
Det var vist også min første skrækfilm.
SvarSletDet lyder meget bekendt!
SvarSletVi havde dog et decideret filmrum i kælderen på skolen. I de små klasser, hvor de sneg Karius og Baktus ind mellem film med en Tjekkisk muldvarp, sloges vi alle om at sidde på forreste række. Ved ikke om den omtalte films skræk scenarier der gjorde at vi senere trak længere og længere bagud i salen ...