Gå videre til hovedindholdet

Dræberfrøerne angriber... eller gør de?


For nogle uger siden fandt jeg på en tur i sommerlandet en pæn bunke VHS-film, deriblandt Frøerne med et af de mest fantastiske coverdesigns jeg længe har set!

I denne weekend satte jeg mig til at se filmen. Coveret antyder en klassisk kryb-katastrofe-sci-fi-ting om nogle abnorme dyr, i dette tilfælde frøer, som går amok og angriber mennesker, og coverteksten lover ligefrem "kæmpefrøer", og hævder at filmen er blevet sammenlignet med Hitchcocks Fuglene. "Cold green skin against soft, warm flesh". Jeg var helt klar. Desværre blev jeg slemt skuffet, efterhånden som minutterne gik, og frø-angrebet udeblev.

 I filmen sejler en fotograf (Sam Elliott) rundt på Sydstaternes floder og inviteres indenfor hos en noget dysfunktionel familie med en tvær, tyrannisk patriark (Ray Milliard) i centrum. Man fornemmer, der er noget galt, da området synes tømt for mennesker bortset fra familien, og der er da heller ikke sparet på ildevarslende indklip af frøer, slanger, firben, alligatorer og andet kryb. Filmens første halvdel er i det hele taget overlæsset med dyr, så man forestiller sig, at filmholdet har tømt alle eksotiske dyrehandler i området, og efter cirka en milliard ens dyre-closeups, der skal virke skræmmende, er ens tålmodighed så anstrengt, at man næsten er på grænsen af et raserianfald. Omsider indtræffer de første rituelle dødsfald, som kommer til at virke helt tilfældige, fordi personerne jo nærmest vader i kravl igennem hele filmen.


Filmens klimaks - hvis man findet det rimeligt at bruge det ord om denne film - må være, da den invalide patriark insisterer på at gennemføre fødselsdagsfest i haven komplet med hvid solhat, sydstatsflag og sydstatssange på rejsegrammofonen, selvom flere familimedlemmer er omkommet eller forsvundet. Den stolte, gamle sydstatsmand skal nok klare sig og nægter at forlade sit hus, selvom alle til sidst flygter, og dræberfrøerne omringer huset. En glad filmekspert kan sikkert tolke noget ud af scenen, hvor en fed frø lander på rejsegrammofonen og standser musikken.



Frøerne (Frogs) (1972)
Inst: George McCowan. Manus: Robert Hutchison og Robert Blees
Med Sam Elliott, Ray Milliard, Judy Pace m.fl.

Kommentarer

  1. Anonym04:56

    Ja, det er en film, der trækker store veksler på tålmodigheden, men den er trods alt ret atmosfærestærk.

    Men han er en stædig fyr, ham Ray.

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Verdens værste og bedste gade – Anmeldelse af 42nd Street Memories

New Yorks 42. gade var i gamle dage en farlig og farverig underholdnings gade i byens centrum, hvor det flød med sex, stoffer, vold og kriminalitet – og ikke mindst biografer, der viste b-film i døgndrift.  Et usikkert område, men samtidig et drømmeland for fans af kulørt filmunderholdning. Indtil borgmester Guiliani inds å de kommercielle muligheder og solgte det meste til Disneys sunde underholdningscentre og indførte nul-tolerance overfor småforbrydelser.  Nu er gaden mest et minde om en mere løssluppen tid – et tydeligt eksempel på nutidens gentrificering og påfaldende politisk korrekt for det ellers så sprælske Big Apple. Det er den verden, som instruktøren Calum Waddell beskriver i dokumentarfilmen 42nd Street memories – The rise and fall of America’s most notorious street. Waddell har samlet en imponerende bunke vidneudsagn fra datidens filmbranche, og alle fortæ ller med smittende fascination om milj øet og tiden. ‘ The Deuce’ Manhattans pu...
3 kommentarer
Læs mere

Maximum smadder - Anmeldelse af Maximum overdrive

Man tager Spielbergs Duellen, blander den med Ormen og tilsætter en smule Ud at køre med de skøre - og får Maximum overdrive, Stephen Kings sære science fiction-actionbasker fra 1986. Vi kender King som forfatter til en lang række klassikere: Ondskabens hotel, Misery, En verden udenfor, Den grønne mil, Cujo, Salem's lot, Dead zone, Children of the corn, Creepshow og The boogeyman. Men Maximum overdrive er det eneste manuskript, han også selv har instrueret. Og filmen er mildt sagt noget ganske andet end de nævnte prisbelønnede mesterværker.  Præmissen er enkel: En komet svæver over Jorden i længere tid og afgiver så megen energi, at det får elektriske maskiner på planeten til at selvstarte og overfalde mennesker. Hæveautomater, plæneklippere, benzinstandere, biler, damptromler, lastbiler - you name it! - alt selvstarter pludseligt og angriber målrettet   tilfældige mennesker. Ret skør tanke, men effektivt oplæg til en popcorn-film. Tænk, hvis dine husholdningsmaskiner p...
2 kommentarer
Læs mere

Her kommer flyveslangen! - Anmeldelse af Q The Winged Serpent

  Du kender filmmonstrene King Kong, Godzilla, Jaws og Alien. Men har du nogensinde set en flyvende kæmpeslange, der bider hovedet af folk mellem New Yorks skyskrabere? Nej, vel. Så glæd dig til at høre om Q The Winged Serpent. De bedste b-film er dem, der er billigt lavet, men alligevel underholder og har glimt i øjet. Sådan en har vi med at gøre her. Instruktøren, produceren og manuskriptforfatteren Larry Cohen har haft en lang og broget karriere inden for den slags. Han står bag titler som Maniac Cop, Black Caesar, Hell Up In Harlem, The Stuff og Phonebooth. Hans mest originale bidrag er nok som instruktør og forfatter til filmen om den vingede dræberøgle. Som en god b-film har Q The Winged Serpent en flyvende start(!): Inden for filmens første fem minutter mister en vinduespudser på en skyskraber pludselig hovedet midt under arbejdet. Så er vi ligesom i gang. Kort efter angribes en fotomodel i sin penthouse fra luften, og blodet sprøjter ned på Manhattans fodgæn...
Send en kommentar
Læs mere