Et usikkert område, men samtidig et drømmeland for fans af kulørt filmunderholdning. Indtil borgmester Guiliani indså de kommercielle muligheder og solgte det meste til Disneys sunde underholdningscentre og indførte nul-tolerance overfor småforbrydelser. Nu er gaden mest et minde om en mere løssluppen tid – et tydeligt eksempel på nutidens gentrificering og påfaldende politisk korrekt for det ellers så sprælske Big Apple.
Det
er den verden, som instruktøren Calum Waddell beskriver i
dokumentarfilmen 42nd Street memories – The rise and fall of
America’s most notorious street. Waddell har samlet en imponerende
bunke vidneudsagn fra datidens filmbranche, og alle fortæller
med smittende fascination om miljøet og
tiden.
‘The
Deuce’
Manhattans
pulserende knudepunkt 42nd Street – også kaldet ‘The Deuce’
– har mytisk status. Området er både berømt
og berygtet, tillokkende og frastødende. Ligesom Sunset Boulevard,
Route 66 og andre mytiske amerikanske steder skaber navnet indre
billeder af en skræmmende storbyjungle, et mystisk hul, hvor
mennesker farer vild og bliver fortabt. Vi kender gaden fra dystre
film som Taxi Driver, Shaft, The Exterminator, Basket Case og
Rabid – film, der selv er med til at bevare myten. Det er
også her, Travis inviterer Betsy i biffen i Taxi Driver, og hvor hun
forarget skrider, da det viser sig at være en snusket pornobiograf.
Waddells
film går bag om myterne og fortæller om virkeligheden.
Halvfjerdserne
og firsernes New York var et paradoksalt mix af overflod og
elendighed: Yuppier, hjemløse crackheads, sexklubber og AIDS.
I skyggen af World Trade Centers big business forsøgte også
gadens små fisk at hu(s)tle sig igennem: med småsvindel, hæleri,
sexshows, narkohandel, prostitution og
stick-ups.
Vestsiden
af 42. gade var tæt belagt af såkaldte grindhouses
– nedslidte teatre omdannet til
biografer – der leverede masseunderholdning i stride strømme:
Action, science fiction, horror og porno. Her kunne man fange
Cannibal Holocaust, Last House On The Left, Ilse – Hunulven fra SS
og det meste andet med zombier, kannibaler, cowboys, karatemænd,
gangstere, sadister og massemordere plus billige efterligninger af
tidens succesfilm Dødens Gab, First Blood, Mad Max osv. Gerne double
bills, hvor man så to
film. Og vel at mærke på rigtig
filmstrimmel med alt, hvad det indebar af slidte billeder og scener,
der vendte på hovedet eller helt manglede. Begrebet grindhouse
refererer netop til, at selve
filmrullerne var godt slidte efter flittig brug og transport landet
rundt. Andre mener, det kom af, at filmhusene kværnede underholdning
ud døgnet rundt.
Publikum
var en blanding af glade filmnørder, gadedrenge og -piger,
misbrugere, hjemløse og andre, der trængte til at komme lidt væk
fra gaden et par timer.
Minder fra 42. gade
“42nd
Street var Amerika uden sin pæne maske”,
siger et vidne i en wifebeater
med tydelig begejstring.
Filmen
er bygget op af talking heads og få filmklip og stills. Hvad man
måtte savne af kreativ filmkunst, får man til gengæld i levende
beretninger fra farverige
personager. Der er instruktørerne
William 'Maniac' Lustig, Larry 'Black Caesar' Cohen, Lloyd
'Toxic Avenger' Kaufmann, Joe 'Gremlins'
Dante, Jeff 'Squirm' Lieberman,
producere og distributører som Terry 'Dr. Butcher M.D.' Levene,
lokalhistorikeren 42nd Street Pete og pornostjernen Veronica Hart,
der optrådte i områdets live sexshows.
De
fortæller om biografer og publikummer, der var omtrent så
udsvævende som voldsfilmene selv: Ramponerede filmteatre med
kandelabre og fontæner, pletter på lærredet og sodavand og
opkast på gulvet, og folk, der sloges, tog stoffer og dyrkede sex
under visningerne. Terry Levene producerede og distribuerede
splatteren Dr. Butcher M.D. om en sadistisk kirurg. Han fortæller,
at han promoverede filmen ved at køre en
komplet operationsstue på en ladvogn rundt
på Broadway med politiet i hælene!
Scenen
fra Taxi Driver med Travis og Betsy afspejler Travis’
kejtede sociale fornemmelse, men overraskende fortæller filmen, at det dengang var trendy for pæne par at “slumme den”
og gå til ‘porno chique’.
Der
forekommer ingen kriminalitets-statistikker eller officiel udtalelse
fra bystyret. Til gengæld er der guld i vidneberetningerne, og nogle
af dem er ikke for sarte sjæle. Enkelte vidner foretrækker nutidens
ordnede forhold. Men de fleste er stadig fascineret, for ikke at sige
begejstrede, for de gode gamle dage, hvor man kunne blive røvet for
et par sølle dollars på vej hjem fra arbejde.
“I
dag er den pæne maske desværre kommet på igen”,
konstaterer wifebeater'en.
Men ånden lever videre: 42nd Street Pete producerer og medvirker i
flere film om emnet og viser de slidte spoler ved forskellige events. Og vi andre kan nyde
historierne og de mange obskure perler, der efterhånden udgives på
dvd og BluRay.
42nd
Street Memories er en skøn film og anbefales filmnørder,
dyrkere af grindhousekultur og elskere af byen New York i al dens
glorværdige mangfoldighed.
Bedømmelse:
4 af 5 Big Apples.
42nd
Street memories – The rise and fall of
America’s most notorious street.
USA,
2015. 82 minutter.
Instruktion
og manus: Calum Waddell.
Med
Jeff Lieberman, Lloyd Kaufmann, William Lustig, Terry Levene, Joe
Dante, Larry Cohen, Veronica Hart, 42nd Street Pete m.fl.
Fås
som dvd- og BluRay-bonusmateriale på Pieces og Anthropophagous fra
88 Films.
Det var på det første opslag af ANTROPOPHAGUS fra 88 Films, at dokumentaren var - det er den ikke, hvis man køber den udgave, der hedder Remastered Special Edition. Og når det gælder PIECES er det vist kun på Grindhouse Releasing-versionen fra USA, at dokumentaren er - den ser ikke ud til at være på Arrow Videos udgave.
SvarSletDer skal selvfølgelig stå "første oplag", ikke "første opslag".
Slet42nd St. Pete udgiver i øvrigt også filmfanzinet "Grindhouse Purgatory". Med porto er det desværre ret dyrt, men jeg har netop købt det seneste, som er et specialnummer om Something Weird Video, og som er udmærket.
SvarSlet