Gå videre til hovedindholdet

Grindhouse-minder - Monsterfisk, breakdance og elendig teknik

De seneste års Grindhouse-bølge med film som Planet Terror og Piranha har fået mig til at tænke på min egen fortids nedslidte lokale biografer og de b-film, som de viste.



Jeg var teenager i 1980ernes Fredericia i Midtjylland, og der var nok af lokale biografer, som viste tidens underlødige film.

En aften i 1985 forlod jeg sammen med et par klassekammerater en sløj klassefest og gik stedet i biffen. Mener biografen hed Kino slet og ret. Den mest tillokkende titel blandt det begrænsede udvalg var Killer Fish - en typisk exploitation monsterfilm, som læsere af denne blog sikkert kender, og en klar "inspirationskilde" til den aktuelle Piranha 3DD. På plakaten lød filmen udmærket: Nogle bankrøvere gemmer byttet fra et kup i en sø, og da de vender tilbage for at hente det, er søen pludselig fuld af piratfisk, og hvad gør man så? Jeg har aldrig genset den, men husker den trods den lovende præmis som både kikset og kedelig. Til gengæld husker jeg tydeligt filmens b-film kvaliteter: Røverne forsøger gentagne gange at fiske byttet op, men bliver naturligvis en efter en flænset af de aggressive piratfisk, så indvoldene flyver til alle sider - og som kronen på værket og i bedste billige b-film stil lignede det selv i vores blå teenager-øjne slet ikke menneskers, men snarere grises eller køers indvolde. Killer Fish fås i dag som mange andre "klassiske" monstergysere på DVD, så måske man skulle gense den en dag, man rigtig keder sig...



En af klassekammeraterne hed Jes, og da det blev tid til erhvervspraktik, kom han i praktik som operatør i en anden lokal biograf. Det var i den første breakdancebølges tid, og en satsning i biffen var breakdance- og graffitifilmen Beat Street. Hiphop var langtfra hipt i midtfirsernes Midtjylland - eller hos Jes. Han var faktisk ret ærgerlig over at være tvangsindlagt til hiphopfilm flere gange om aftenen i en hel uge. Jeg var til gengæld allerede opslugt af breakdancebølgen og optog bl.a. Kim Schumachers Break Dance Party fra radioen, men at tage ind til byen på en school night for at opleve ægte amerikansk hiphopkultur var lidt for vildt, så jeg blev hjemme og lavede lektier, imens Jes sad i biografen og hadede det. Dog indrømmede han senere, at nogle af breakerne og graffitimalerne vistnok var meget dygtige.

En tredje af byens biografer, Centrum Bio, var berygtet for dens sjusk med filmvisningerne. Det var mere reglen end undtagelsen, at lyden forsvandt, eller at filmen gik i stå, og ofte opgav publikum helt og udvandrede møgforargede. Om vinteren var der ofte så koldt i salen, at man gjorde klogt i at komme i tyk islandsk sweater for at holde varmen. Mange år senere har en arbejdskollega med megen selvironi fortalt, at han i skoletiden selv var filmoperatør i Rødding ved Århus, og at filmrullerne af og til smuttede fra ham og rullede ud på gulvet, så resultatet blev nogle ret ridsede sekvenser. Good times. 

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Verdens værste og bedste gade – Anmeldelse af 42nd Street Memories

New Yorks 42. gade var i gamle dage en farlig og farverig underholdnings gade i byens centrum, hvor det flød med sex, stoffer, vold og kriminalitet – og ikke mindst biografer, der viste b-film i døgndrift.  Et usikkert område, men samtidig et drømmeland for fans af kulørt filmunderholdning. Indtil borgmester Guiliani inds å de kommercielle muligheder og solgte det meste til Disneys sunde underholdningscentre og indførte nul-tolerance overfor småforbrydelser.  Nu er gaden mest et minde om en mere løssluppen tid – et tydeligt eksempel på nutidens gentrificering og påfaldende politisk korrekt for det ellers så sprælske Big Apple. Det er den verden, som instruktøren Calum Waddell beskriver i dokumentarfilmen 42nd Street memories – The rise and fall of America’s most notorious street. Waddell har samlet en imponerende bunke vidneudsagn fra datidens filmbranche, og alle fortæ ller med smittende fascination om milj øet og tiden. ‘ The Deuce’ Manhattans pu...

I seng med fjenden

Så sluttede Homeland for denne gang. I sidste uge rullede anden sæsons finale over skærmen. Og hvordan endte den så? CIA havde i forrige afsnit omsider opsporet og dræbt Al-Queda lederen Abu Nazir og dermed forhindret et stort angreb mod USAs homeland, og CIA-agenten Carrie Matheson og den terrormistænkte dobbeltagent Nicholas Brody anede en chance for et forhold mod alle odds. Men i sidste afsnit sprænger der pludselig og fuldstændig uventet en bombe i CIAs hovedkvarter og dræber over 200 personer, bl.a. de fleste af Carries kolleger, som havde hjulpet med at fange Nazir. Carrie hjælper Brody på flugt, fordi hun tror på hans uskyld, men bryder i sidste sekund kontakten med ham, da hun indser at hendes hjerte tilhører CIA og kampen mod terror. I afsnittets sidste scene står Carrie og hendes chef Saul Berenson tilbage blandt hundredvis af lig og forsøger at samle sig til den fortsatte kamp. I Homeland er intet, er som det ser ud, ingen er til at stole på, og alle er i sen...

Maximum smadder - Anmeldelse af Maximum overdrive

Man tager Spielbergs Duellen, blander den med Ormen og tilsætter en smule Ud at køre med de skøre - og får Maximum overdrive, Stephen Kings sære science fiction-actionbasker fra 1986. Vi kender King som forfatter til en lang række klassikere: Ondskabens hotel, Misery, En verden udenfor, Den grønne mil, Cujo, Salem's lot, Dead zone, Children of the corn, Creepshow og The boogeyman. Men Maximum overdrive er det eneste manuskript, han også selv har instrueret. Og filmen er mildt sagt noget ganske andet end de nævnte prisbelønnede mesterværker.  Præmissen er enkel: En komet svæver over Jorden i længere tid og afgiver så megen energi, at det får elektriske maskiner på planeten til at selvstarte og overfalde mennesker. Hæveautomater, plæneklippere, benzinstandere, biler, damptromler, lastbiler - you name it! - alt selvstarter pludseligt og angriber målrettet   tilfældige mennesker. Ret skør tanke, men effektivt oplæg til en popcorn-film. Tænk, hvis dine husholdningsmaskiner p...