Gå videre til hovedindholdet

Lad sovende hunde ligge


For filmentusiaster kan det være en stor oplevelse at opdage klassikere og populære film, som man aldrig fik set, da de var nye, også selvom de er præget af en bestemt periodes stil.

F.eks. havde denne granvoksne skribent for få år siden en eventyrlig biograftur med E.T. på det store lærred. Og med butikkernes linde strøm af DVD-udgivelser er alverdens gamle film jo nu tilgængelige.

Men nogle gange er det som i andre af livets forhold klogest at lade sovende hunde ligge.

På biblioteket faldt jeg forleden over Purple Rain, firser-musikfilmen med Prince, og lånte den med hjem for sjov. Filmen og ikke mindst titelsangen var et uundgåeligt kæmpehit i årevis i midtfirserne, også for os der ikke var fanatiske Prince-fans.

Mange retrofænomener kan på årtiers afstand virke umiddelbart skægge på overfladen, og åbningsscenen med hittet Let's go crazy transporterede da også undertegnede tilbage til ungdommens halfester og Kim Schumacher-udsendelser. Men hurtigt derefter blev firserfesten til en klichefyldt historie om livet på et spillested fortalt i kikset filmet teater-stil med drømmeren Prince i centrum. Prince selv vimsede androgynt rundt i sin egen verden med dun på overlæben som gymnasiets prætentiøse og følsomme kunstnertype og flirtede platonisk med pigerne. Selv da sexbomben Apollonia smed toppen og hoppede topløs i en sø, spillede han kostbar og kørte væk på sin lilla motorcykel. Da valgte undertegnede at opgive efter at have investeret omtrent en halv time i projektet.

Nej, så hellere Back to the future, Coming to America eller Ghostbusters. Der er jo vedkommende drama og stil, der holder!

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Verdens værste og bedste gade – Anmeldelse af 42nd Street Memories

New Yorks 42. gade var i gamle dage en farlig og farverig underholdnings gade i byens centrum, hvor det flød med sex, stoffer, vold og kriminalitet – og ikke mindst biografer, der viste b-film i døgndrift.  Et usikkert område, men samtidig et drømmeland for fans af kulørt filmunderholdning. Indtil borgmester Guiliani inds å de kommercielle muligheder og solgte det meste til Disneys sunde underholdningscentre og indførte nul-tolerance overfor småforbrydelser.  Nu er gaden mest et minde om en mere løssluppen tid – et tydeligt eksempel på nutidens gentrificering og påfaldende politisk korrekt for det ellers så sprælske Big Apple. Det er den verden, som instruktøren Calum Waddell beskriver i dokumentarfilmen 42nd Street memories – The rise and fall of America’s most notorious street. Waddell har samlet en imponerende bunke vidneudsagn fra datidens filmbranche, og alle fortæ ller med smittende fascination om milj øet og tiden. ‘ The Deuce’ Manhattans pu...
3 kommentarer
Læs mere

I seng med fjenden

Så sluttede Homeland for denne gang. I sidste uge rullede anden sæsons finale over skærmen. Og hvordan endte den så? CIA havde i forrige afsnit omsider opsporet og dræbt Al-Queda lederen Abu Nazir og dermed forhindret et stort angreb mod USAs homeland, og CIA-agenten Carrie Matheson og den terrormistænkte dobbeltagent Nicholas Brody anede en chance for et forhold mod alle odds. Men i sidste afsnit sprænger der pludselig og fuldstændig uventet en bombe i CIAs hovedkvarter og dræber over 200 personer, bl.a. de fleste af Carries kolleger, som havde hjulpet med at fange Nazir. Carrie hjælper Brody på flugt, fordi hun tror på hans uskyld, men bryder i sidste sekund kontakten med ham, da hun indser at hendes hjerte tilhører CIA og kampen mod terror. I afsnittets sidste scene står Carrie og hendes chef Saul Berenson tilbage blandt hundredvis af lig og forsøger at samle sig til den fortsatte kamp. I Homeland er intet, er som det ser ud, ingen er til at stole på, og alle er i sen...
6 kommentarer
Læs mere

Maximum smadder - Anmeldelse af Maximum overdrive

Man tager Spielbergs Duellen, blander den med Ormen og tilsætter en smule Ud at køre med de skøre - og får Maximum overdrive, Stephen Kings sære science fiction-actionbasker fra 1986. Vi kender King som forfatter til en lang række klassikere: Ondskabens hotel, Misery, En verden udenfor, Den grønne mil, Cujo, Salem's lot, Dead zone, Children of the corn, Creepshow og The boogeyman. Men Maximum overdrive er det eneste manuskript, han også selv har instrueret. Og filmen er mildt sagt noget ganske andet end de nævnte prisbelønnede mesterværker.  Præmissen er enkel: En komet svæver over Jorden i længere tid og afgiver så megen energi, at det får elektriske maskiner på planeten til at selvstarte og overfalde mennesker. Hæveautomater, plæneklippere, benzinstandere, biler, damptromler, lastbiler - you name it! - alt selvstarter pludseligt og angriber målrettet   tilfældige mennesker. Ret skør tanke, men effektivt oplæg til en popcorn-film. Tænk, hvis dine husholdningsmaskiner p...
2 kommentarer
Læs mere