Lad sovende hunde ligge

For filmentusiaster kan det være en stor oplevelse at opdage klassikere og populære film, som man aldrig fik set, da de var nye, også selvom de er præget af en bestemt periodes stil.

F.eks. havde denne granvoksne skribent for få år siden en eventyrlig biograftur med E.T. på det store lærred. Og med butikkernes linde strøm af DVD-udgivelser er alverdens gamle film jo nu tilgængelige.

Men nogle gange er det som i andre af livets forhold klogest at lade sovende hunde ligge.

På biblioteket faldt jeg forleden over Purple Rain, firser-musikfilmen med Prince, og lånte den med hjem for sjov. Filmen og ikke mindst titelsangen var et uundgåeligt kæmpehit i årevis i midtfirserne, også for os der ikke var fanatiske Prince-fans.

Mange retrofænomener kan på årtiers afstand virke umiddelbart skægge på overfladen, og åbningsscenen med hittet Let's go crazy transporterede da også undertegnede tilbage til ungdommens halfester og Kim Schumacher-udsendelser. Men hurtigt derefter blev firserfesten til en klichefyldt historie om livet på et spillested fortalt i kikset filmet teater-stil med drømmeren Prince i centrum. Prince selv vimsede androgynt rundt i sin egen verden med dun på overlæben som gymnasiets prætentiøse og følsomme kunstnertype og flirtede platonisk med pigerne. Selv da sexbomben Apollonia smed toppen og hoppede topløs i en sø, spillede han kostbar og kørte væk på sin lilla motorcykel. Da valgte undertegnede at opgive efter at have investeret omtrent en halv time i projektet.

Nej, så hellere Back to the future, Coming to America eller Ghostbusters. Der er jo vedkommende drama og stil, der holder!