Gå videre til hovedindholdet

Shaft In Africa holder!




Er i denne uge kommet hjem fra en tur til New York, bl.a. med Shaft In Africa i bagagen. 

Jeg har allerede genset filmen - i øvrigt for første gang siden jeg som ca. 10-årig så den hos nogle af familiens venner, hvor vi første gang hørte om "film på bånd". Og den holder stadig!


Den både hårdtslående og elegante sorte New York-detektiv John Shaft er med sin sorte lædertrenchcoat, velplejede afro og Isaac Hayes' berømte tema en af de mest ikoniske figurer i blaxploitationfilm. Og Shaft In Africa, den tredje film i Shaft-serien, er en af de bedste blaxploitationfilm jeg har set - i hvert fald vurderet efter underholdningsværdi og ordentligt filmhåndværk. Mange af selv de populæreste bud som Foxy Brown, Superfly og Black Caesar bliver pga. ofte uopfindsomme historier og klodset instruktion nemt ret tunge at komme igennem - også selvom man elsker funky soundtracks og Pam Griers former..!

Men Shaft In Africa holder. Måske fordi den ikke er specielt "blaxploitativ", men adskiller sig afgørende fra de ovennævnte titler: I stedet for en typisk historie om ghetto-kriminelle overpyntet med fed 70er-stil, fortæller den en effektiv og overraskende (og ret aktuel ) historie om menneskesmugling i Afrika og Frankrig med hvide bagmænd. Shaft er i øvrigt stort set den eneste sorte hovedfigur - bortset fra de mennesker, der smugles og et par hjælpere - og som en sort James Bond med lynkursus i kampsport med stav komplet med indbygget minikamera ("A cat named Shaft's ain't gonna be bad with a stick") optrævler han smuglerbanden fra Afrikas ørken til Paris' undergrund - og napper naturligvis som en symbolsk gestus bagmandens elskerinde undervejs. Sådan!



Shaft In Africa (1973)
Manus: Stirling Silliphant. Inst.: John Guillermin
Med Richard Roundtree, Vonetta McGee m.fl.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Verdens værste og bedste gade – Anmeldelse af 42nd Street Memories

New Yorks 42. gade var i gamle dage en farlig og farverig underholdnings gade i byens centrum, hvor det flød med sex, stoffer, vold og kriminalitet – og ikke mindst biografer, der viste b-film i døgndrift.  Et usikkert område, men samtidig et drømmeland for fans af kulørt filmunderholdning. Indtil borgmester Guiliani inds å de kommercielle muligheder og solgte det meste til Disneys sunde underholdningscentre og indførte nul-tolerance overfor småforbrydelser.  Nu er gaden mest et minde om en mere løssluppen tid – et tydeligt eksempel på nutidens gentrificering og påfaldende politisk korrekt for det ellers så sprælske Big Apple. Det er den verden, som instruktøren Calum Waddell beskriver i dokumentarfilmen 42nd Street memories – The rise and fall of America’s most notorious street. Waddell har samlet en imponerende bunke vidneudsagn fra datidens filmbranche, og alle fortæ ller med smittende fascination om milj øet og tiden. ‘ The Deuce’ Manhattans pu...

Maximum smadder - Anmeldelse af Maximum overdrive

Man tager Spielbergs Duellen, blander den med Ormen og tilsætter en smule Ud at køre med de skøre - og får Maximum overdrive, Stephen Kings sære science fiction-actionbasker fra 1986. Vi kender King som forfatter til en lang række klassikere: Ondskabens hotel, Misery, En verden udenfor, Den grønne mil, Cujo, Salem's lot, Dead zone, Children of the corn, Creepshow og The boogeyman. Men Maximum overdrive er det eneste manuskript, han også selv har instrueret. Og filmen er mildt sagt noget ganske andet end de nævnte prisbelønnede mesterværker.  Præmissen er enkel: En komet svæver over Jorden i længere tid og afgiver så megen energi, at det får elektriske maskiner på planeten til at selvstarte og overfalde mennesker. Hæveautomater, plæneklippere, benzinstandere, biler, damptromler, lastbiler - you name it! - alt selvstarter pludseligt og angriber målrettet   tilfældige mennesker. Ret skør tanke, men effektivt oplæg til en popcorn-film. Tænk, hvis dine husholdningsmaskiner p...

Her kommer flyveslangen! - Anmeldelse af Q The Winged Serpent

  Du kender filmmonstrene King Kong, Godzilla, Jaws og Alien. Men har du nogensinde set en flyvende kæmpeslange, der bider hovedet af folk mellem New Yorks skyskrabere? Nej, vel. Så glæd dig til at høre om Q The Winged Serpent. De bedste b-film er dem, der er billigt lavet, men alligevel underholder og har glimt i øjet. Sådan en har vi med at gøre her. Instruktøren, produceren og manuskriptforfatteren Larry Cohen har haft en lang og broget karriere inden for den slags. Han står bag titler som Maniac Cop, Black Caesar, Hell Up In Harlem, The Stuff og Phonebooth. Hans mest originale bidrag er nok som instruktør og forfatter til filmen om den vingede dræberøgle. Som en god b-film har Q The Winged Serpent en flyvende start(!): Inden for filmens første fem minutter mister en vinduespudser på en skyskraber pludselig hovedet midt under arbejdet. Så er vi ligesom i gang. Kort efter angribes en fotomodel i sin penthouse fra luften, og blodet sprøjter ned på Manhattans fodgæn...