Moviebox nu og dengang

Jeg opfatter stadig DVD’en som et relativt nyt, smart medie, og jeg kan sagtens huske da VHS-båndet var det almindelige videomedie – da det fede var en engelsk import-video uden irriterende danske undertekster, og da man lejede film på videobånd og en moviebox at se dem på. For dem der ikke kan huske så langt tilbage eller ikke er gamle nok, var en moviebox en robust VHS-afspiller indkapslet i stødfast plastic – lige til at smide bag på cyklen sammen med en pose med film, slik og en halvandenliterscola.

I dag virker kombinationen bånd og moviebox håbløst gammeldags, tung og skrøbelig: Når man kom hjem med film og moviebox – hvis videobutikken da havde nogen på lager – skulle man først lade både bånd og maskine stå en halv time og opnå stuetemperatur. Ve den, der hovedløst tændte maskinen med det samme! Han var garanteret båndflimmer – sikkert resten af aftnen - for ikke at nævne risikoen for bødestraf for misbrug af udstyret. Efter tålmodig venten skulle man så koble maskinen på sit fjernsyn – et sted bag på kassen, hvor noget menneske ellers andrig kom, og derefter finde en obskur kanal 28 på fjernsynet. Det kunne være et ufremkommeligt helvede af tal og ukendte ord som ’UHF’ - at man skiftede mellem vennernes fjernsyn fra gang til gang hjalp ikke. Og det skulle jo gerne klares inden halvandenliterscolaen blev lunken...!

Af og til skete det værste; at det af uforklarlige grunde simpelthen ikke ville lykkes at finde en brugbar kanal, eller at man havde fået et slidt bånd, som var umuligt at vise. Så var pengene spildt, og så kunne man lige så godt se Lykkehjulet i fjernsynet eller lave lektier. I tilbageblik er det nærmest ufatteligt med hvilken ukuelighed, man gang på gang hjembragte disse monstrøse maskiner og sarte bånd.

Da jeg var teenager i 1980erne, var udvalget af film noget mindre end i dag, og da lejede mine venner og jeg ofte de samme kendinge igen og igen i årevis. En videoaften bød gerne på 2-3 film efter opskriften ”en sjov og en spændende” og eventuelt noget tredje. De film, jeg husker, vi så oftest, var Frækkere end politiet tillader, Indiana Jones, Ghostbusters, Tilbage til fremtiden, Morderisk mareridt og Fredag den 13. Effektiv amerikansk mainstream-underholdning med larger than life-attitude og overnaturligt eventyr samt et par flirter med det uhyggelige, som vist mest skyldtes den tidlige ungdoms nysgerrighed - jeg er i hvert fald aldrig blevet særlig grebet af horrorfilm…

Det, der fængede i filmene dengang, var ikke så meget plottene som stemningen, personlighederne og de mere spektakulære scener: Indiana Jones der skyder den frygtindgydende sabelsvinger ned med et ligegyldigt udtryk, Michael J. Fox’ selvtørrende jakke og futuristiske Nikes i Tilbage til fremtiden 2 og ikke mindst Eddie Murphys udødelige, larmende grin i Frækkere end politiet tillader.

Jeg synes stadig Beverly Hills Cop 1 og 2, Back to the future, Indiana Jones og Ghostbusters er glimrende underholdning og har dem stående på DVD. Hvis nogen vil hævde, det skyldes nostalgi om ungdom og en enklere tid, er det fint med mig.