13 januar 2015

Nu stopper det - Mini-anmeldelse af Taken 3


Af og til ser man en film  der er så ringe, at man tror, det er løgn. Som for eksempel Taken 3, som jeg i dag har spildt to timer af mit liv på.

Os, der stadig elsker Die Hard, Beverly Hills Cop og slagfærdige b-film, går gerne langt for et skrald action og støder ind i mellem også på en fuser. Men Liam Neesons seneste hævntogt er så pinligt dårligt, at det ikke burde være lavet og slet ikke vises mod betaling:

Det hele er så komplet forudsigeligt, plat og uspændende, at man falder hen og bare venter på, at det skal slutte. Neeson smadrer en bunke banditter, men der er ikke skyggen af hverken charme eller ordentlig action som f.eks. i den hårdkogte The Equalizer med Denzel Washington. Actionscenerne er både klichéfyldt udført og umotiverede i forhold til historien - de er blot tilfældige eksplosioner, skyderier og slagsmål med jævne mellemrum. Når Neeson flere gange mirakuløst undslipper en eksploderende bil, forklares det kedeligt i en efterfølgende flashback. Forest Whitaker skal forestille en skarp, intuitiv detektiv som Al Pacino i Heat, men i praksis lunter han altid et skridt bagefter og gentager bare det, vi lige har set! Den irriterende datter flæber sig gennem filmen og burde være begravet i etteren. Åbningsscenen, hvor far giver hende en kæmpebamse, er helt ligegyldig for historien og den mest klæbrige gang amerikansk familiefims. Hedder instruktøren virkelig Olivier Megaton?!

Taken 3 får 0 point. Eneste trøst er, at der ifølge plakaten ikke kommer mere. Og Liam Neeson skal passe på, han ikke ender som Nicholas Cage.

Taken 3
Med Liam Neeson, nogle gangstere, en irriterende datter og en langsom detektiv 
Instruktion: Olivier Tjubang Megaton Bomb
Manus: Who cares... 

Point: 0

Ingen kommentarer:

Send en kommentar