28 december 2009

Tæv og flere tæv



Årets juleunderholdning stod udover den traditionelle Fars Fede Juleferie på Vigilante og Revenge, som jeg fandt på VHS for et par uger siden.

Vigilante er en enkel og brutal sag om en flok venner, der får nok af at se deres by terroriseret af voldspsykopater, udueligt politi og et korrupt retssystem og danner deres eget hårdtslående vagtværn. Bøffen Fred Williamson - her oven i købet med Action man-skæg! - er lederen af gruppen, og Fred Forster er den pacifistiske familiefar - indtil hans kone og barn udsættes for en full scale home invasion. Åbningsscenen rummer en fantastisk macho peptalk fra Fred Williamson, som er hele billetten værd. Latinstjernen Willie Colon spiller gangsteren Rico. Den udgave, jeg fandt, er fra det danske videoselskab S.T.V.P. og er efter sigende minimalt censureret - bortset fra et manglende shotgun-skud mod hovede. Vil man have det med, må man opstøve udgivelsen fra selskabet Dansk Video Film - og muligvis på BetaMax...! Det er i øvrigt påfaldende, hvor dårlig overførslen fra film til videobånd er. Billedet er fuldt af ridser og støj - det ser nærmest ud, som om spolen har været tabt på gulvet og trådt på...


Revenge (alias Cold Sweat) er en lidt mere raffineret katten-efter-musen sag, hvor Charles Bronson som levemand i Sydfrankrig opsøges af nogle gamle soldaterkammerater, som mener han har snydt dem for deres del af et rov fra krigens tid. En af soldaterkammeraterne er James Mason, som her er langt mere hård end den velkendte glatte figur, vi kender fra bl.a. The Verdict og taler med en sær søulk-dialekt - lidt ligesom Robert Shaw i Jaws. Nyd Charles Bronson i kinasko under Sydfrankrigs sol - og en biljagt der er næsten lige så rådden som de berømte i Bullitt og French Connection...!


VIGILANTE (1983) af William Lustig
Med Fred Williamson, Robert Forster og Willie Colon

COLD SWEAT (REVENGE / DE LA PART DES COPAINS) (1970) af Terence Young
Med Charles Bronson, James Mason og Liv Ullman

Ingen kommentarer:

Send en kommentar