26 januar 2008

EVE OF DESTRUCTION



"This is quite some toy you have yourselves here, gentlemen. I suppose you want me to put it back in its box?" 


Velkommen til et nyt år med masser af gamle film på Movieboxen. Vi holder stilen og lægger hårdt ud med den effektive cyborg-affære Eve Of Destruction fra 1990.

I rækken af pæne skuespillere, der tilsøler sig i b-filmsroller, er vi nået til Gregory Hines. Vi har tidligere omtalt alienfilmen The Hidden med Kyle MacLachlan og cyborghistorien Runaway med Tom Selleck her på bloggen, og i Eve Of Destruction er det Hines' tur til at beskytte menneskeheden mod væmmelige væsner.

Den kvindelige forsker Eva Simmons (Renée Soutendijk) har skabt en militærcyborg i sit eget billede og givet den sit eget navn Eva. Cyborgen sendes på en test drive ude i virkeligheden, og det kommer ikke til at gå stille af. Den stærke kampcyborg har arvet både sin skabers krop og sind og er desuden programmeret til at forsvare sig for enhver pris.
Uheldigvis bliver den skudt ned under et tilfældigt bankrøveri, hvilket får den til at løbe amok og udleve sin skabers undertrykte fantasier og traumer - og snart vælter den forbitrede menneskemaskine rundt og scorer, skyder på og kører dødskørsel med alle mænd i nærheden. 

Agenten Jim McQuade (Gregory Hines) hentes ind fra et hemmeligt specialkorps for at uskadeliggøre den løbske cyborg. Men der gemmer sig mere bag cyborgens facade end sårede følelser - og jagten bliver hurtigt et kapløb med en tikkende bombe...!


Eve Of Destruction (1990)
Inst. og manus: Duncan Gibbins
Med Gregory Hines, Renée Soutendijk, Michael Greene, Kurt Fuller m.fl.
  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar