22 maj 2008

Cirkeline – en storbymus

Som et frisk pust præsenterer Movieboxen denne gang en gæsteskribent. Det er vores journalist-ven Morten med Sporten, der deler oplevelsen af at miste sin elskede videosamling. 


 
Cirkeline – en storbymus

Jeg har eet VHS-bånd tilbage; ”Cirkeline – en storbymus”. Og faktisk er det ikke engang mit. Det er min datters.

Men lad os nu også lige være ærlige; VHS-bånd er jo et hæsligt format. Altså, en ting er båndenes størrelse. Alt for store til en lomme og alt for små til en pose. Men noget helt andet er jo selve kvaliteten på et VHS-bånd. Når man lejede en videofilm samlede hovedparten af spændingen sig om, hvorvidt man overhovedet kunne se og høre filmen. Helt galt blev det, hvis man optog film fra TV. Eller overspillede andres film ved at slutte to videoer sammen. Det krævede nærmest, at man havde set filmene før for at kunne følge med i dem senere. Men måske var det netop derfor VHS var så fedt. Når man først havde fået fat på de rigtige film, så passede man på dem. Jeg slettede i hvert fald kun nødigt, og det betød at jeg endte med at have 128 VHS-bånd – mere eller mindre ligeligt fordelt mellem optagebånd og købte film. Og jeg elskede min film-samling. Så meget, at jeg lavede et sirligt lille ’video-tek’. En oversigt over ALLE mine bånd. I starten endda også med en kort beskrivelse af filmen, en vurdering (fra 1-6 stjerner …) og et lille billede. Tro mig, det var et sirligt og forholdsvist tidskrævende projekt!


Nu har jeg altså eet bånd tilbage – med Cirkeline, Frederik, Ingolf og storbymusen Sidse. Men 128 VHS-bånd fylder også meget rent fysisk – især i en treværelses lejlighed. Ikke at jeg bemærkede det. Herregud, de kan jo sagtens stå i flere lag på hylderne. Men for et par år siden begyndte min kæreste at bemærke det. Og bemærkede i øvrigt også at jeg efterhånden aldrig så VHS-filmene. Det sidste havde hun ret i. Da jeg først havde fået en dvd-afspiller favnede jeg på alle måder det skønne nye medie. For pokker, det var jo med helt klart billede og sprød lyd!?

Men jeg så det mere som et supplement til min eksisterende filmsamling. Jeg købte jo ikke de uundværlige klassikere som Turner and Hooch, Road House og Kampen om den røde ko på dvd. Dem havde jeg jo allerede – Road House endda optaget med svenske tekster … 


Den med at supplere filmsamlingen købte min kæreste ikke helt. Især fordi jeg aldrig så VHS-filmene. Så de røg i kasser og op på loftet. Hele baduljen. Fra Top Gun og Dødbringende våben 1-3 over Gummitarzan og Raw til Rocky og First Blood. Alt undtagen Cirkeline røg ned i kasser og op på loftet. Så kunne VHS-delen af samlingen få lov til at stå og supplere der, konstaterede min kæreste. 

Det gjorde de så i tre år. Så fandt vi en større lejlighed og det burde jo være godt nyt for min samlede film-samling. Men ikke helt. Da vi nåede til de fire-fem kasser med VHS-bånd, kiggede min kæreste på mig med et meget træt blik og sagde helt roligt; ”De der kasser tager vi altså ikke med … Du må finde ud af, hvilke film du ikke kan undvære. Resten ryger ud.”

Og det gjorde de så. Rub og stub. Købefilmene ned til den lokale marskandiser. Resten i containeren. Minus Cirkeline selvfølgelig. Den ligger inde i skabet – ovenpå VHS-afspilleren. De er ligesom et par nu …

1 kommentar:

  1. Ulrik Koll02:54

    Hej

    Jeg tror den Dræberbilen film du tænker på hedder "Death Car on the Freeway" (fra 1979).

    Mvh. Ulrik

    SvarSlet