Den klassiske semi-dokumentariske spillefilm om hiphopkulturen.
Graffitimaleren Ray (Lee Quinones) lever under sit alias Zoro en dobbelt-dobbelttilværelse, der er så hemmelig, at selv ikke hans kæreste Rose (Lady Pink/Sandra Fabara), som selv er graffitimaler, kender til den. I ly af mørket maler han i hemmelighed sprudlende Zoro-wholecars til Fab 5 Freddy og Chris Stein’s (Blondie) stemningsfulde funk-soundtrack. Men omverdenen trænger sig på: En reporter (Patti Astor) kommer hele vejen fra Downtown til The Bronx for at skrive om graffitiscenen, Ray møder den kommercielle kunstverden til en fest, og han får opgaven at udsmykke en scene til en stor koncert.
Filmens løse, minimale plot fungerer primært som baggrund for en række autentiske, funky indslag fra tidens hotteste hiphopnavne: En rap/basketball battle mellem Cold Crush Brothers og Fantastic Freaks, karismatiske Busy Bee der deler flyers ud, skramlede graffitiramte subway-tog der bumler igennem det udbombede Bronx – og ikke mindst et uforglemmeligt køkken-mix med Grandmaster Flash!
Filmen er aldrig udsendt på købevideo eller -DVD med hele det originale lydspor af Grandmaster Flash’s køkken-mix. Så denne eks-udlejningskassette fra en videobutik på Godthåbsvej i København (pris: 50 kr. i 1990) er den eneste mulighed for at eje det.
WILD STYLE (1982)
Inst. og manus: Charlie Ahearn
Med Lee Quinones, Fab 5 Freddy, Busy Bee, Cold Crush Brothers, Grandmaster Flash m.fl.
Kommentarer
Send en kommentar