19 juli 2014

Abeskøn blockbuster - Anmeldelse af 'Abernes Planet: Revolutionen'


Er der noget bedre end en vellykket sci-fi blockbuster med kant og mening? Den seneste tur til Abernes planet er for mig årets foreløbig bedste sci-fi film og en af de bedste blockbusters siden Christopher Nolans Batman-trilogi. Simpelthen.

(Spoilers forude)

'Abernes planet: Revolutionen' fortsætter, hvor 'Abernes planet: Oprindelsen' (2011) slap: I en ubestemt fremtid, hvor en abeinfluenza-epidemi har udryddet det meste af Jordens befolkning, lever de få overlevende i primitive enklaver, mens aberne langsomt udvikler den boostede intelligens og de sociale færdigheder, de har fået via medicinske forsøg. De to racer støder sammen i en kamp om resurser og territorie, og der er brådne kar på begge side, som hver har traumer pga. den anden race. Det kommer naturligvis efter nogle misforståelser og små sammenstød til åben krig.

'Revolutionen ...' præsenterer sig som en stor og vedkommende science fiction-film, der har mere til fælles med 1970'ernes alvorlige og samfundskritiske sci-fi end nutidens fantastiske X-Men halløj. Filmen er lang (2 timer og 10 minutter), billederne er grumset realistiske, og konflikten skyldes i lige så høj grad parternes følelser som resurse- og territoriestriden. Alene abernes mimik og gestik er billetten værd. Og der er ikke sparet på actionræs - som f.eks. en kampscene, hvor en chimpanse angriber til hest med et maskingevær i hver hånd!


Desuden er filmen meget tro mod den første abefilm fra 1968 med dens alvorlige civilisationskritik, og der er klare referencer til vores tids mange krige og konflikter. "Apes do not want war ... but if we're attacked, we will fight", advarer Caesar, den vise chimpanseleder med det bekymrede og udtryksfulde ansigt. Men han kender menneskenes natur - og dermed faren ved kampen: "Humans don't forgive", siger han.

Det er tankevækkende, at vi som publikum har sympati for aberne pga. deres menneskelige egenskaber. Betyder det, at vi ligesom med babysælerne kun kerer os om de dyr, der er nuttede og ligner os selv, og ikke ethvert grimt og farligt dyr - selvom tidens naturbevidsthed dikterer det? Men når aberne på den anden side nu ligner os så meget i væsen og handlemåde, kommer de til at spejle os og dermed også vores svagheder, og det bliver tydeligt, at vi i vores evige krigeriske indstilling til andre dybest set bekriger os selv, menneskeden. Er vi mennesker i vores natur virkelig lige så destruktive som halvvilde dyr?

To åbenlyse begrænsninger ved en prequel til en berømt serie som Abernes planet er dels, at den jo leder op til den historie, vi kender, hvor Jorden bliver a-bombet, Frihedsgudinden styrter i havet og aberne tager magten, hvilket sætter en begrænsning for historiens udfoldelsesmuligheder, og dels at der strengt taget ikke er lovet flere fortsættelse(r), trods dette afsnits ret åbne slutning. Men er man glad fan kan man jo gå og forestille sig, hvilke abekattestreger, opfindsomme Reeves, Bomback, Jaffa og Silver finder på undervejs. Og det er vel derfor, vi elsker sci-fi?

Points: 4 ud af 5 movieboxe.

Abernes planet: Revolutionen (2014)
Inst.: Matt Reeves.
Manus: Mark Bomback og Rick Jaffa & Amanda Silver (baseret på Pierre Bouelles bog La Planète des Singes)
Med Andy Serkis, Jason Clarke, Keri Russell, Toby Kebbell m.fl.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar