13 november 2012

Let's get out of here!


Ben Affleck har i nogle år haft et lidt kikset image som overfladisk filmstjerne i lidt for mange platte og floppende mainstreamfilm som f.eks. Dare Devil - i modsætning til sin gamle kammerat Matt Damon, som har nydt årelang anseelse som fin karakterskuespiller, selv i actionbaskere som Bourne-serien. 

Men Affleck er sørme kommet efter det på det seneste som instruktør af Gone Baby Gone (2007), The Town (2010) og senest den biografaktuelle Argo. 

Argo bygger på en virkelig historie om en opfindsom CIA-agent (Affleck), som smugler seks amerikanske diplomater ud af Iran under en diplomatisk krise i 1979 forklædt som canadiske filmfolk på location-jagt i Mellemøsten. Historien fokuserer på de sidste to døgn, hvor de syv vover sig ud af skjulet og afprøver den risikable idé over for utallige checkpoints, mistroiske blikke og almindeligt kaos. Det er en af de mest intenst spændende film, jeg længe har set. Man holder virkelig vejret flere gange, når flugtbilen ikke vil starte eller billetten ud af landet sidder fast i telexen. Man kan naturligvis diskutere beskrivelsen af Iran som ekstremt voldeligt og barbarisk, men det må man nok overlade til historiekyndige eller vidner. Ellers absolut anbefalelsesværdig film.


1 kommentar:

  1. Ja selvom man ved at det ville være en ualmindelig dårlig fortælling hvis i det mindste ikke nogle af dem slipper ud så formår den alligevel at holde spændingsniveauet. Det er godt gået!

    SvarSlet