19 juni 2012

Prometheus' meta-gys

Fik så Prometheus overstået trods en nagende skepsis, og er efterfølgende nået til den konklusion, at filmen trods nogle blændende scenarier og et par sindsoprivende splatterscener i virkeligheden må være en meta-film: Flere plothuller, uinteressante karakterer og manglende stemning af isolation og desperation gør at man som publikum og fan af den originale Alien føler sig fanget i en mørk biograf sammen med et ukendt værk, som man er desperat bange for skal skuffe - meget lig den frygt Ripley oplevede sammen med de fremmede rummonstre i de mørke rumskibe i de foregående fire film. På den måde fungerer Prometheus bedst.

4 kommentarer:

  1. Efter at have læst din anmeldelse, tror jeg, jeg går uden om den. Så vil jeg ærligt talt hellere gense den originale Alien. Den skuffer aldrig.

    SvarSlet
  2. Det er nok risikabelt at rådgive sci-fi fans om en mesters prequel til sin egen 30 år-gamle klassiker(!) Men det er altså svært helt at købe en prequel, som både bastant foregiver at svare udtømmende på originalens mysterier (som var en stor del af originalens "charme") og er helt anderledes kulørt og uden originalens uhygge. Og ja, man går aldrig galt i byen med den originale Alien.

    SvarSlet
  3. Jeg føler mig nu ganske godt rådgivet her.
    Men den ser sgu flot ud!

    SvarSlet
  4. Jeg er også enig i at filmen er meget gavmild med hensyn til dens karakterer - når alt kommer til alt, så føler jeg ihvertfald ikke at Prometheus' karakterer er lige så vel skrevne som den oprindelige Alien... Og så tillader jeg mig stadigvæk at vente på en Directors Cut...

    SvarSlet