08 november 2009

Movieboxen 3 år

Her i november fylder Movieboxen 3 år, og det skal selvfølgelig fejres. Og hvad er mere oplagt end at markere begivenheden ved at rette fokus mod de film, som det hele handler om? Ingen vrøvlede skåltaler her - i stedet får du de 10 bedste VHS-fund i bloggens levetid. Alle film anbefales på det varmeste, og enkelte af dem kan endda skaffes på DVD. Skål og tillykke...! 


Movieboxens Top 10 VHS-fund 2006-2009

1 - America 3000 (1986)
Af David Engelbach. Med Chuck Wagner og Laurene Landon 

America 3000 er en rigtig post-apokalyptisk partystarter. Engang i fremtiden har kvinderne omsider fået magten, og verden ligger i ruiner. Mændene holdes som slaver og er reduceret til forplantningsmaskiner og arbejdsheste – så kan de prøve, hvordan det er! Men så finder en bortløben slave en ABC, og den får ham op af hulen til indsigtens klare lys – og så kan mandeklanen mobiliseres til en all-out kamp mellem kønnene. Det er Abernes Planet møder Politiskolen på syre og friturestegt i kikset 80er-heavy.

2 - Lovely But Deadly (1981)
Af David Sheldon. Med Lucinda Dooling og John Randolph

Hvor America 3000 er ligefrem og effektiv science fiction-spas, kommer man i Lovely But Deadly virkelig ind i et andet univers. Filmen er en skøn, ujævn blanding af typisk narkorelateret action og uskyldig teen love i et amerikansk college-miljø, hvor en helt almindelig pige, Lovely, går i krig mod den lokale narkobaron, som er skyld i hendes brors død. Lovely springer rundt mellem slagsmål med et ret mandigt kvinde-kampsortshold, en dræbende langsom båd-jagt, catfight med flødeskum på narkobaronens båd og sart teenage-elskov ved poolen – hele tiden med et frisk smil og en positiv indstilling.

3 - T.A.G. The Assassination Game (1982) 
Af Nick Castle. Med Linda Hamilton og Robert Carradine

I det voldsforherligende USA er den nye dille på college selvfølgelig noget med at skyde hinanden – nemlig spillet TAG, hvor man leger snigmordere med sugekoppistoler. Linda Hamilton er så uheldig at blive parret med skolens sære enspænder Gersh. Det er klart, at det må gå galt. Spændingen bliver da også for meget for Gersh, og snart må stakkels Linda flygte i panik med en nørdet terminator i hælene.

4 - Runaway (1984)
Af Michael Crichton. Med Tom Selleck og Kirstie Alley

Man siger, at de bedre science fiction- og gyserfilm tit har et subtilt budskab om samtidens tendenser. Hvis Runaway har et budskab, må det være, at man ikke skal stole blindt på ombyggede kopimaskine- og steroanlæg-robotter. De kan nemlig kortslutte og gå amok. Og hvis man hedder Tom Selleck og er fremtidsstrømer med højdeskræk, er det ikke sjovt at blive jaget op i et højt tårn af den slags uberegnelige udyr.

5 - Eve Of Destruction (1991) 
Af Duncan Giggins. Med Renée Soutendijk og Gregory Hines

Hvis man synes, dræberrobotter er slemme, skal man ikke ønske sig at møde en klon af en stramtandet kvindelig forsker med dybe seksuelle traumer på bristepunktet. Hun lokker nemlig fremmede mænd med sex, kører råddent i stjålne biler – og så er hun sprængfarlig på mere end én måde. Ja, mere skal ikke afsløres her…!

6 - Striking Back (The New Kids) (1985) 
Af Sean S. Cunningham. Med Lori Loughlin og James Spader
 
Det kan være svært at skifte skole, især hvis den nye skole ligger på bøhlandet og terroriseres af voldspsykopater anført af en afbleget James Spader, der har mere smerte i sig end Steen i Zappa. Så er man garanteret massiv mobning, og et uskyldigt tivoli kan nemt blive skueplads for menneskelige fakler og død ved rutsjebane! 

7 - Thunderbolt Inferno (1985) 
Af Godfrey Ho. Med Richard Harrison og Fonda Lynn

Det er ikke altid lige taknemmeligt at være idealistisk reporter på sporet af narkogangstere. Det kan også være ret krævende for filmens seere, når første halvdel af filmen slæber sig af sted med reporterens daglige gøremål og umotiverede elskovsscener med ægtemanden. Men det hjælper, at reporteren pludselig nedslagtes af gangsterne, og den efterladte ægtemand springer ud som knaldhård hævner og udrydder alle, der er bare perifert involveret med gangsterne. 

8 - Death Journey (Journey Into Fear) (1976) 
Af Fred Williamson. Med Fred Williamson og Bernard Kirby

Man må have en blaxploitationfilm i programmet. Og gerne en ubehjælpelig kikset en af slagsen med forudsigelig historie, talentløs personinstruktion og så billige effekter, at man må nøjes med at høre eksplosionerne off-screen (!) – når bare den bæres igennem med høj cigarføring af tyren Fred Williamson, der nedlægger både bad guys og hurtige damer på samlebånd. 

9 - Death Of A Snowman (Black Trash / Soul Patrol) (1978) 
Af Christopher Rowley. Med Ken Gampu og Nigel Davenport

De laver også blaxploitationfilm i Sydafrika, og de er ikke så ringe til det. Death Of A Snowman er en typisk kriminalhistorie om – gæt engang! – narkogangstere, fortalt med fynd og klem. Der er primitiv og udtryksfuld produktion value, opfindsom action – og et urfunky soundtrack, som jeg godt gad eje på grammofonplade.

10 - The Lost Empire (Ninja Amazone) (1985)
Af Jim Wynorski. Med Melanie Vincz, Raven De La Croix og Angela Aames

Som finalenummer har vi meget passende et vulgært overflødigshorn af frodige amazonkvinder, gladiatorkampe og mere action. Det er noget med, at de frodige kvinder infiltrerer en hemmelig ø, fordi en vanvittig gangster vil overtage verdensherredømmet ved hjælp af nogle ædelsten med magiske kræfter.

2 kommentarer:

  1. Tillykke med de tre år

    Runaway er forresten min favorit.

    SvarSlet
  2. Tak tak. Ja, Tom Selleck er øm i Runaway. Scenen hvor han smadrer robotten med en kontorstol er guld.

    SvarSlet