09 august 2009

Live by the gun…

At amerikansk film er fuld af machomyter og skydevåben er velkendt, og jeg har tilfældigvis (gen)set en håndfuld af slagsen på det sidste: De to bande-dramaer Colors og Boyz N The Hood, de to Black Power-dramaer The Final Comedown og Death Of A Prophet og den oprindelige spaghettiwestern Django. I alle filmene kæmper (især sorte) amerikanske mænd en ørkesløs kamp mod en nådesløs omverden, og de fleste ender med at blive skudt af mere eller mindre meningsløse grunde.

(Spoiler alert)

Colors fra 1988 er et indblik ind i Los Angeles’ rå og trøstesløse bandeverden, hvor byens territorier ligger i evig krig, og den mest sandsynlige fremtid for et bandemedlem er at dø for sin erstatningsfamilie og farvekoden på tøjet. ”No future in it, homes” er den paradoksale standardkommentar til et muligt andet liv. Robert Duvall og Sean Penn er henholdsvis slapper og strammer på patrulje i bandeland i en løbsk krig mellem banderne indbyrdes og mellem banderne og politiet.

Der er fin karaktertegning hos både de ældre 'original gangsters' og de unge løver, men selve voldsspiralen og hadet til de andre forklares aldrig rigtigt. Det er der bare, nedarvet, i luften, som en del af miljøet, hvilket måske er filmens stærkeste og mest skræmmende træk. Filmen åbner ligefrem med en tekst, der nøgternt opridser antallet af banderelaterede dødsfald og politiets undertal.

I Boyz N The Hood fra 1991 står de to venner Tre og Rick for at skulle på college og dermed væk fra det fattige og kriminelle South Central i Los Angeles. Desværre tiltrækker Ricks pusher-bror Doughboy en del problemer med lokale kriminelle, og da de en aften provokerer Rick, er det paradoksalt Doughboys forsvar for sin bror, der netop bliver brorens død – Doughboy trækker sin pistol og skræmmer dem væk, og et par dage senere støder de tilfældigt på Rick igen og skyder ham. Og dette aktiverer naturligvis en hævnaktion.

Men i modsætning til i Colors er her ikke tale om organiserede bander, blot små grupper af kriminelle venner der holder sammen, når andre grupper af kriminelle venner kommer til at træde dem over tæerne. På den måde er volden i en forstand mere meningsløs og skræmmende end hos banderne, da den rækker ind i ”almindelige” hjem i fattige kvarterer.

Filmen peger på to væsentlige grunde til ghettoens voldsspiral: Dels fraværet af fædre som kan opdrage drenge til ansvarlige mænd, dels ghettodannelse hvor fattige fastlåses i udsigtsløse livssituationer. Dermed peger filmen indirekte også tilbage på borgerrettighedskampen i 1960erne.

The Final Comedown fra 1972 er en fiktiv historie om en Black Panther-lignende gruppe i 1960erne. Under en aktion kommer gruppen i skudveksling med politiet. Lederen Johnny Johnson bliver skudt, og imens han forbløder i en gyde, ser vi gruppens forhistorie med visioner og oprustning i en række stiliserede flashbacks, som står godt til filmens rå 70er-guerillafilm look.

Denne slags vrede film kan nemt – især i disse år – friste en til at sammenligne militante borgerrettighedsgrupper som De Sorte Pantere med terrorister. Man kan også nemt fristes til at sammenligne den historiske forskelsbehandling af sorte borgere og andre minoriteter i USA med apartheid.

Og dermed er vi nået til en af USA’s mest markante sorte politiske figurer, Malcolm X, i tv-filmen Death Of A Prophet fra 1981. På overfladen ser filmen ud som en genfortælling af det sidste døgn i Malcolm X’s liv før attentatet under en tale i Harlem i 1963. Men imellem forberedelserne er der scener, der stikker ud som fantasier om, hvordan det kunne have foregået, hvis han havde levet videre: Vi ser ham gå igennem Harlem og bl.a. snakke med hippier, og man aner at han nærer et håb ved den folkelige bevægelse, der deler hans vision om fred og næstekærlighed på tværs af racer.

Men sådan gik det som bekendt ikke, og vi ser nøgternt beskrevet, hvordan Malcolm X skydes ned på talerstolen af to spioner fra organisationen Islams Nation, som han tidligere tilhørte, men nu afskrev som destruktive.



Tilbage står den ultimative amerikanske machomyte: westernfilmens ensomme rytter. I den officielt første spaghettiwestern, Django, fra 1966 kommer en fremmed til byen, slæbende på en kiste(!) Han trækkes ind i et opgør – som det sig hør og bør i den genre – mellem nogle svedige mexicanske banditter og en kriminel hærenhed om en guldskat, og han prøver naturligvis at redde sig både guldet og en kvinde i nød.

Undervejs bliver hans hænder trampet til plukfisk af et helt kavaleris heste, men han bider naturligvis smerten i sig og bruger da bare i stedet sine håndled og et kors til at presse mod sin pistols aftrækker. Kisten, han slæber på, viser sig at være lidt af en black horse – en kanon af et maskingevær, som han pludselig hiver frem og majer fjenderne ned med i en af de mere spektakulære scener, man har set i en western.

En konklusion? Hmm, jeg tror macho og skyderi i amerikansk film er kommet for at blive. Six million ways to die – dette var fem.



3 kommentarer:

  1. Fantastisk trailer til Django - A man who mastered every weapon ... ja tak! Den usynkrone helt der inspirerede en række tyske reklameproducenter :o)

    SvarSlet
  2. Anonym16:32

    Django kom i 1966 men Per un pugno di dollarikom i 1964,så kan vel Django ikke være den første Spaghetti Western???

    SvarSlet
  3. Jeg er ikke pasta-ekspert, men det er lige før, jeg tror, Corbuccis "Massacro al Grande Canyon" fra 64 er den første spaghetti.

    SvarSlet