18 juni 2009

Lov og uorden

Hvad sker der, når den udøvende magt får for meget magt – og når forholdet mellem sikkerhed og frihed bliver for anstrengt? Det er temaet i en del spændingsfilm fra 1980erne. To af dem er actionbaskeren Maniac Cop og tv-dramaet The Guardian.

I The Guardian har beboerne i en Manhattan-ejendom fået nok af indbrud og overfald, så de ansætter en tidligere soldat John Mack (Louis Gossett jr.) som dørmand – nu skal der styr på hvem, der kommer og går.

Men snart har den effektive dørmand lidt for meget kontrol – opgangens overklassefrue er lidt ærgerlig over selv at skulle åbne og lukke for rengøringsdamen, og en letlevende dame synes han snager i hendes affærer. Da den liberale tv-producer Charlie Hyatt (Martin Sheen) bemærker nogle mistænkelige sammenfald, og Mack viser Hyatts søn sin pistol, bliver det for meget, og beboerne beslutter at opsige dørmanden. 

Men da Hyatt senere på aftnen befinder sig på gaden i Queens på udkig efter dørmanden, som ikke er hjemme, og mønttelefonerne er ødelagte og han omringes af en bande af den slags spraglede og stjernepsykotiske bøller, som actionfilm fra 1980erne er så rige på, er han pludselig meget langt fra hjemmets tryghed. Ude af stand til at forsvare sig afleverer han alle sine værdigenstande, men det er ikke nok for bøllerne – måske provokerer hans forsvarsløshed dem – og de kan sagtens finde på flere måder at krænke det svage borgerdyr på. Så er det heldigt, den slagfærdige eks-soldat er i nærheden. 

For måske betaler man for sikkerhed med frihed, men hvad gør et blødsødent borgerdyr, som ikke kan forsvare sig som en mand?



I Maniac Cop er det endnu værre fat. Her er kæden helt hoppet af for en galning i politiuniform, som raver rundt og myrder tilfældige mennesker på gaden. Der opstår efterhånden panik på grund af rygter om en ansigtsløs, kolossal dræbermaskine, en slags løbsk Jason-Terminator-hybrid, og det kulminerer med, at en husmor skyder en tilfældig trafikbetjent, da han stopper hendes bil.

Betjentene Jack Forrest (Bruce Campbell fra Evil Dead-filmene) og Theresa Mallory (Laurene Landon fra America 3000) kommer på sporet af en mystisk, justitsmyrdet betjent. Naturligvis er politichefen (Richard ”Shaft” Roundtree) skeptisk og afviser deres teori – lidt synd at hippe Shaft skal trækkes igennem den rolle – men de to betjente forfølger sporet, og snart står de midt i forsvundne sagsmapper, lyssky retsmedicinere og en regulær massakre mod politistationen…

Maniac Cop er næsten tegneserieagtig 80er paranoia-action i stil med ”Årgang”-filmene. Men temaet er relevant nok: Kan vi være sikre på politiets beskyttelse – og hvad hvis politiet selv pludselig går amok?


The Guardian (Sikkerhedens Pris) (1984)
Med Martin Sheen, Louis Gossett jr.
Inst.: David Greene. Manus: Richard Levinson, William Link

Maniac Cop (1988)
Med Robert Z’Dar, Bruce Campbell, Laurene Landon, Richard Roundtree, Tom Atkins
Inst.: William Lustig. Manus: Larry Cohen


Ingen kommentarer:

Send en kommentar