Gå videre til hovedindholdet

Mit bedste filmgys: Karius og Baktus



Den uhyggeligste film, jeg nogensinde har set, er Karius og Baktus. 

Og det er ikke fordi, jeg ikke har set Eksorcisten, Night Of The Living Dead, Rosemary’s Baby, Alien, Saw eller de andre berømte gysere, som normalt betragtes som verdens mest skræmmende film. Nej, mit bedste filmgys er den gamle, norske dukkefilm om de to bakterier Karius og Baktus, der bor i drengen Jens’ mund og piner hans tandsæt. Filmen har gjort et nærmest traumatisk indtryk på mig.

Det fortjener nok en forklaring.

Da jeg gik i børnehaveklasse i 1970erne, var det blandt andet institutionens opgave at lære os børn at børste tænder. Hvis vi ikke passede på vores tænder, dvs. børstede både morgen og aften og helst fuldstændig undgik søde sager, rådnede vores tænder og faldt ud af munden på os, lærte vi af tidens grumme skræmmepædagogik.

Et af de effektive våben i kampen mod tændernes forfald var filmen Karius og Baktus. En på overfladen sjov dukkefilm med et opbyggeligt budskab, men under overfladen et skræmmende stykke betonpædagogik, grænsende til rædselspropaganda, der gjorde et uudsletteligt indtryk på denne beskuer og nærmest traumatiserede hans forhold til tandhygiejne.

Vi så filmen flere gange i min børnehaveklasse-tid. Det foregik på den måde, at vi i bus blev kørt ind til en skole et ukendt sted i den indre by, hvor vi ellers aldrig kom, men som åbenbart var den eneste skole i området med en filmfremviser. Ja, det var tiden med snurrende smalfilmsfremviser og Statens Filmcentrals logo i starten af filmen.

Der blev vi forsvarsløse børn placeret på stolerækker i en mørk kælder og udsat for statens filmopdragelse. Jeg kan tydeligt huske filmens udtryksfulde, uhyggelige stemning: Den djævelske, okkulte musik, Karius og Baktus’ rotteagtige udseende og vanvittige grin, den hule lyd af deres hakker imod Jens’ tænder, den groteske blanding af veloplyst, klinisk scenografi og det luskede forehavende – der minder om torturscenen i Maratonmanden, hvor den nydelige og grundige Doktor Szell piner Dustin Hoffmans karakter i et snusket baglokale –, og ikke mindst Jens’ smerteskrig når Karius og Baktus hakkede huller i hans tænder til deres huse, og da tandlægen til sidst borede med lige så stor smerte – som en klassisk voksenautoritær, det-er-til-dit-eget-bedste nemesis. Så kan du lære det!

Og som god, effektiv propaganda kombinerede filmen frygt med skyld. Ikke blot fik den en til at frygte at man tabte sine tænder (enter Freuds gamle drømmeteori om at tab af tænder = tab af potens, ak og ve!), men den fik også en til at føle skyld over at fremstå som en uansvarlig, ukontrolleret sukker-junkie.

Som læseren måske aner, har filmen gjort et uudsletteligt – nærmest traumatisk – indtryk på mig. Den har mejslet ind i min bevidsthed som en af livets vigtigste læresætninger: ”Du skal huske at børste tænder. Helst både morgen og aften. Ellers er det værst for dig selv”.

Alligevel kan jeg godt finde på at springe tandbørsten over en aften i ny og næ. Det betyder dog ikke, at traumet er forsvundet, fordrevet af voksenlivets erfaring og perspektiv. Frygten for fortabelse lurer altid i baghovedet. Det er værst for dig selv …

Kommentarer

  1. Det var vist også min første skrækfilm.

    SvarSlet
  2. Anonym09:50

    Det lyder meget bekendt!

    Vi havde dog et decideret filmrum i kælderen på skolen. I de små klasser, hvor de sneg Karius og Baktus ind mellem film med en Tjekkisk muldvarp, sloges vi alle om at sidde på forreste række. Ved ikke om den omtalte films skræk scenarier der gjorde at vi senere trak længere og længere bagud i salen ...

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Verdens værste og bedste gade – Anmeldelse af 42nd Street Memories

New Yorks 42. gade var i gamle dage en farlig og farverig underholdnings gade i byens centrum, hvor det flød med sex, stoffer, vold og kriminalitet – og ikke mindst biografer, der viste b-film i døgndrift.  Et usikkert område, men samtidig et drømmeland for fans af kulørt filmunderholdning. Indtil borgmester Guiliani inds å de kommercielle muligheder og solgte det meste til Disneys sunde underholdningscentre og indførte nul-tolerance overfor småforbrydelser.  Nu er gaden mest et minde om en mere løssluppen tid – et tydeligt eksempel på nutidens gentrificering og påfaldende politisk korrekt for det ellers så sprælske Big Apple. Det er den verden, som instruktøren Calum Waddell beskriver i dokumentarfilmen 42nd Street memories – The rise and fall of America’s most notorious street. Waddell har samlet en imponerende bunke vidneudsagn fra datidens filmbranche, og alle fortæ ller med smittende fascination om milj øet og tiden. ‘ The Deuce’ Manhattans pulserende

Sjældne VHS'er nu på DVD

Måske er du ind i mellem blevet lokket af nogle af bloggens omtaler af VHS-fund, som ikke har været tilgængelige på tidssvarende medier. Nu er der godt nyt, for efterhånden udsendes en del gamle obskure genrefilm på DVD, og mange af dem kan købes på amazon.com rimeligt billigt. Og det gælder ikke kun publikumsfavoritter som Coffy og Rollerball, men også mere ukendte og skæve b-film perler med stor underholdningsværdi. Her er en liste over Movieboxens mest underholdende og seværdige VHS b-film fund, som nu også kan nydes i skarp DVD-kvalitet til omkring 10 Euros stykket. THE HIDDEN  - Kyle Maclachlan jagter bodysnatcher med flammekaster THE LOST EMPIRE  - Barmsvære kvindelige agenter på en gal troldmands hemmelige ø RUNAWAY  - Tom Selleck mod fremtidens dræber-edderkoppe-robotter VIGILANTE - Primitiv selvtægt med Fred Williamson THE NEW KIDS - James Spader som afbleget voldspsykopat langt ude på bøhlandet DEATH OF A SNOWMAN - Sydafrikansk blaxploitation på højde med

Firserminder for voksne

Her bringer vi en mailkorrespondence mellem tre voksne mænd med hang til firser-actionfilm. Bare fordi. Navnene er ændret, men er kendt af redaktionen.  - Hej drenge Har I set det her 70er-action drama med Lee Marvin og gene Hackman? Kom i tanke om en scene med en majetærsker for nylig og har nu fundet titlen. Skal snarest ha den skaffet på DVD... J - Den film kender jeg ikke. Jeg prøver stadigvæk at huske mere om to film fra min spæde barndom som jeg meget gerne ville se igen.Den ene kaldte vi "dræberbilen" og handlede om en fyr der tvang andre billister på en motorvej til at køre galt. Gerningsmanden kørte i en sort Chevy van. Senere malede min bror og jeg en legetøjs bil sort så vi kunne genskabe "dræberbilen". Og nej, det er ikke den Spielberg film der vist har en handling der minder om ovenstående. Den anden handler om en bombe på et skib hvor nedtællingen er i fuld gang. Nogle specialsoldater bliver sænket ned på dækket i stormfuldt vejr